I Polen bor en helt “almindelig” familie, men bag de nyklippede træer og de sprudlende blomsterbede lurer en af verdenshistoriens største tragedier.

Jonathan Glazer er tilbage med sin første spillefilm siden 2013, og vender i denne omgang blikket mod Polen under 2. verdenskrig. Med ’The Zone of Interest’, der er løst baseret på Martin Amis’ roman af samme navn, kommer man tættere på menneskene bag Holocaust og deres utilgivelige handlinger. Martin Amis døde i maj 2023, og nåede derfor aldrig at opleve sit mesterværk på det store lærred og de mange begejstrede reaktioner.

Blandt blomster og ubekymrede børn

’The Zone of Interest’ er et stillbillede af en almindelig familie, der ikke er så almindelig endda. I første scene møder vi kommandant Rudolf Höss og hans kone Hedwig, der sammen med deres fem børn bor i et idyllisk hus med en prangende have. Mens Rudolf og børnene pakker deres nye kajak ud, følger vi Hedwig, der slentrer gennem haven med sin lille baby.

Hvad der ved første øjekast ligner enhver anden familie, ændrer sig hurtigt, da man bag havens skønhed ser de høje mure, fangevogterne med nazibind om armen og røgen, der stiger til vejrs fra de høje skorstene.

Her oplever vi hverdagens banaliteter, hvor manden tager på arbejde det meste af dagen, mens kvinden bliver derhjemme og passer sine børn og sin elskede have. Den er frodig og smuk, og i direkte kontrast til de rædsler som Auschwitz og mændene bag udfører på daglig basis.

Lyden af rædsler

Glazer formår at fremstille denne umenneskelige situation uden at vise grusomhederne bag de høje pigtrådsbelagte mure. 

Da Rudolf tager sine børn med ud at sejle i deres nye kajak, finder de knogler og kulstof i vandet. I huset er det unge jøder, der opvarter familien, og inde blandt havens hyacinter og morgenfruer bliver menneske-aske spredt som gødning. 

På trods af dette lever Hedwig og børnene i en selvvalgt uvidenhed om, hvad der egentlig sker inde hos deres nabo. Hedwig kalder sig på komisk vis ”dronningen af Auschwitz”, og accepterer vilkårene for dermed at kunne blive boende i sit elskede hus med den ubeskedne have.

Man får kun fortællingen fra familiens perspektiv. Og udelukkende med statiske billeder, får man følelsen af at være fluen på væggen til masseudryddelsen af jøder. Indimellem kommer der sekvenser væk fra livet i huset, der giver mindelser om gyserfilmsgenren i dens brug af høje lyde, pludselig blodrød skærm og en kvalmende perspektivering til nutidens Auschwitz.

Den konstante lyd af pistoler, der afskydes, maskiner, der arbejder dag og nat, grådkvalte kvinder, der råber efter deres børn gennem hele filmen, er overdøvende og uhyggelig. Man higer efter stilheden, og når den endelig kommer, er den mindst lige så ubehagelig. 

Det umenneskelige i hverdagen

Kommandant Rudolf Höss er spillet af Christian Friedel, bedst kendt fra ’Babylon Berlin’. Hans kone Hedwig er spillet af Sandra Hüller, som også er aktuel i den franske film ’Anatomy of a Fall’, der snart har premiere i de danske biografer, og som vandt Guldpalmen i Cannes 2023. 

De brillerer som det polerede ægtepar, der balancerer på en knivsæg mellem det idylliske familieliv og nazisternes større mission.

De er begge umoralske, uden nogle samvittighedskvaler for deres idealistiske tjeneste. Lige så varme de er overfor deres familie og have, lige så kølige er de over for dem på den anden side af muren. 

Man kommer aldrig tæt på hovedpersonerne hverken i fysisk eller billedlig forstand. Der er altid en armslængde mellem dem og seeren, og sympatien for dem er derfor ikke til at se. 

Men dette gør også filmen til et mesterværk. Det er et øjebliksbillede, et lille glimt af de grusomheder, en lille gruppe mennesker stod bag, og som resulterede i tabet af mange millioner menneskeliv. Kontrasterne er store, og gennem flammerne fra gasovnene, der raser over den smukke have, ser man et nuanceret og smukt portræt af en familie, der senere ville blive en vigtig brik i vores fortælling om 2. verdenskrig og dens ondskab.