Skræmmende, fascinerende og intim – ’Thelma’ er mareridtet, du ikke vil vågne fra.
Mange store og kreative instruktører har kastet sig over horrorgenren de seneste par år. Så sent som i september lancerede Darren Aronofsky et audio-visuelt angreb på sanserne og nu er den norske feinschmecker Joachim Trier klar til at terrorisere os.
Thelma (Eili Harboe) er en genert og lidt indelukket universitetsstuderende. Hun står nu for første gang på egne ben efter at være vokset op med sine forældre i et dybt religiøst hjem. Hverdagen er grå, trist og deprimerende ensformig. Indtil en pige sætter sig ved siden af hende. Få minutter efter bliver Thelma ramt af et voldsomt epileptisk-lignende anfald. Hvorfor er det, at elektriciteten flimrer, krageflokke stimler sammen og hvordan passer pigen Anja (Kaya Wilkins) ind i det hele?
Ondskabens skønhed
Trier skal ikke bruge mange minutter, før han serverer den første mængde ubehag.
I et billedsmukt vinterlandskab går en mand og en lille pige på en frossen sø. Hun har en rød jakke på og står ud i den snehvide natur, som en blodplet på et hvidt lagen. Hun kigger ned igennem isen på søen, og vi kigger tilbage op mod hende kun adskilt af en gennemsigtig, men alligevel virkelighedsforvrængende, barriere.
Inde i skovens dybe stille ro møder de en stor hjort. Den lille pige står foran manden. Han sigter med sit gevær på dyret – indtil han drejer det over mod hende. I uendelig lang tid har han det rettet mod hende. Vil han skyde hende? Hvorfor? Hun er jo bare en lille pige. Tvivlen får lov til at hænge i dejlig lang tid, før den bliver forløst.
Thelma oplever ikke selv megen forløsning. Hun vil ikke, eller rettere sagt; tør ikke give efter for sine lyster. Kontrollen fra hjemmet, med daglige opkald fra moren, hviler tungt over hende. Higende efter kontakt med andre mennesker, mangler hun modet til at tage springet og bare sige ”hej”. Indtil Anja.
Kontrol
Hun bliver katalysatoren, der får Thelma til at føle. Trier og hans faste penneven Eskil Vogt kan man have mistænkt for at skæve til genremilepælen ’Carrie’, og det er ikke nogen dårlig ting. Uanset hvilke ligheder man kan finde (og de er der), så har de formået at inkorporere dem sømløst. Det bliver ikke pastiche men et sikkert, tankevækkende og grusomt studie i, hvordan kontrol kan være både en velsignelse og en ubarmhjertig forbandelse.
Det er den kontrol, der i starten holder Thelma tilbage fra at give efter for sine følelser for Anja. På et tidspunkt ligger de begge i Thelmas seng og sover. Anja dukkede op udenfor hendes lejlighed, netop som Thelma tænkte på hende. Som hun ligger der kan Thelma ikke lade være med nænsomt at stryge det yderste af hendes hår med en finger. Et lille slip af kontrol. Emotionelt og seksuelt vækkes sider af hende til live, som ellers har ligget i dvale.
Som horror spiller filmen på den langsomme og metodiske opbygning. Med starten som appetizer kommer de føromtalte krageflokke, skræppende og hamrende mod vinduer, slanger bevæger sig henover Thelmas krop og skellet mellem virkelighed og fantasi udviskes stødt og roligt. Et mareridt ude af kontrol.
’Thelma’ er uden sammenligning en af de bedste skandinaviske horrorfilm, og film generelt, i lang tid. Det klassiske emne med en pige, der står på skellet til voksenlivet, men holdes nede, bliver mesterligt fremført. Skuespillerne, med Harboe som primus motor, er en fornøjelse og Ola Fløttums musik er et vidunderligt gespenst, der hjemsøger dine ørekanaler. Skulle der være en anke, så er det at den træder lidt vande midtvejs i en sådan grad, at man blive opmærksom på det. Ellers er der tale om noget nær perfektion.
