Tim Story udløser en kliché-eksplosion af stereotypi og pladderromantik med Think like a Man, der nok snarere kan kaldes et to timers reklamespot for medie-guruen Steve Harveys dating-guide, end den kan kaldes en film. Et rodet plot med næsten latterlig forudsigelighed resulterer i suk, gab og tunge øjenlåg. Og Chris Brown….? Var han med?!

Selvhjælpsbogen ’Act Like a Lady, Think Like a Man’ er omdrejningspunktet i denne romcom om datinglivets udfordringer.
De fire venner Dominic (Michael Ealy), Zeke (Romany Malco), Michael (Terrence Jenkins) og Jeremy (Jerry Ferrara) kommer nemlig på glatis, da kvinderne de dater, begynder at følge tv-værten Steve Harveys nyudgivne råd om, hvordan de får mændene til at gøre som de vil have.
Den enlige mor Candace (Regina Hall) vil løsne Michaels ubrydelige moderbinding, Mya (Meagan Good) forbyder Zeke adgang til sit soveværelse, når de har datet i 90 dage, Kristen (Gabrielle Union) vil have Jeremy til at fri, og business-kvinden Lauren (Taraji Henson) kan ikke beslutte sig for, om hun kan date Dominic, der kun er tjener. Det hele går som smurt, lige indtil mændene finder ud af, hvilke usynlige regler de har været underlagt, og begynder at anvende insiderviden fra bogen som modangreb.
Cedric (Kevin Hart) og Bennett (Gary Owen), der er henholdsvis skilsmissebeskæftiget og lykkeligt gift, følger med fra sidelinjen.

Således er scenen sat med et uopfindsomt ’mændene mod kvinderne’-forløb, der består af en række case-studies fra Steve Harveys bestseller-bog. Kvinderne skal forsøge at tænke som mænd, mens de opfører sig som damer, proklamerer Harvey, der selv dukker op i filmuniversets fjernsyn og fungerer som en slags kommentator i de pågældende situationer.
Ensemble-romcoms som denne er efterhånden ikke noget sjældent syn i filmlandskabet, hvor titler som Love Actually, Valentines day, He’s just not that into you og New Year’s Eve har tiltrukket store publikummer. Af disse fire er det dog kun den første, der kan siges at være en vinder pga. sin gode historie; resten bliver uomtvisteligt reddet af stjernebesatte rollelister. Think Like a Man reddes desværre ikke rigtig af noget – ikke engang Chris Brown, om man vil tro det eller ej. At sætte hans navn på plakaten virker næsten som et usselt trick for at lokke teenagepiger i biografen, idet hans screentime kan tælles i minutter på én hånd.

Persongalleriet består af mildest talt luvslidte, skabelonskabte figurer, der repræsenterer hver deres mandetype. Filmen lægger da heller ikke skjul på sin anvendelse af stereotyper, idet karaktererne præsenteres med betegnelser som ”the dreamer”, ”mama’s boy”, ”the player” og ”the non-committer”. Klichéerne kommer ligeledes for dagen, når man har valgt at lade klikens faste mødesteder gennem filmen være basketball-banen og den lokale bar.
Det bliver dog ikke overgjort nok, til at man kan opfatte det som et tilsigtet virkemiddel; tværtimod keder man sig evindeligt og kan efter det første kvarter forudse alle fire historiers forløb og udfald. Ens tanker kan så at sige sagtens tage en smuttur omkring weekendplaner og indkøbslister for så at vende tilbage til filmen uden orienteringsproblemer.

Og tænk om det ikke bliver en dejlig happy-ending for alle fire par – trods deres udprægede modsætninger! Offentlige kærlighedserklæringer i form af sang, taler og forlovelser vælter ud af lærredet og drukner publikum i en klistret, lyserød masse – ja, det var i hvert fald sådan, det føltes. (Og der er ingen grund til at opfatte ovenstående linjer som spoiler; et blik på plakaten er tilstrækkeligt).
På trods af alle disse højstemte, følelsesspækkede scener kunne man desværre ikke være mere ligeglad med det hele. Filmens hastige spring fra den ene historie til den anden gør det umuligt at knytte bånd til nogen af karaktererne.

Oven på dette sure opstød vil undertegnede, der i skrivende stund føler sig helt udmattet og måske lidt som en gammel vrissen tante, kaste lidt venlige ord fra sig.
Think Like a Man egner sig fint til en doven eller tømmermændsramt dag, hvor en træt hjerne vil kunne more sig kosteligt over dialogen, der til tider kan få selv et friskt publikum til at trække på smilebåndet. Kevin Hart, der spiller Cedric, leverer over-the-top slapstick humor og rappe replikker i typisk afro-amerikansk slang og er dermed klart ét af filmens lyspunkter.
Skuespillerne er, ikke overraskende, castet efter udseende, så der er lidt godt at kigge på, hvis historien ikke lige falder i ens smag.
Drenge – der er virkelig sparsomt med bar hud. Chris-Brown-fans – der er virkelig sparsomt med Chris Brown. Intellektuelle filmnørder – bliv væk.