Langt hår, korte shorts, pastelfarver og så selvfølgelig skateboards. Jo det lyder amerikansk, men det er faktisk østtysk på den sterile og grå facon som den indelukkede stat udadtil tog sig ud i 70’erne og op igennem de sidste dage inden murens fald. Velkommen til This Aint California.
To ud af tre venner fra barndommen i DDR mødes efter lang tid uden kontakt. Under triste omstændigheder; den sidste del af trekløveret, Denis, er gået bort som følger af en ulykke ved hans udstationering som soldat i Afghanistan. De efterladte samles med den resterende omgangskreds for at mindes Denis og den passion de i fællesskab delte i ungdomsårene; skateboarding.
For det var ikke kun den af titlen anfægtede amerikanske delstat der blev grebet af det rullende bræt midt i 70’erne. Det er i hvert fald dokumentarens henseende at fortælle historien om hvordan det lukkede DDR-styre fik en ungdomsgeneration fuld af skatende fanatiker. Fanatikere der 30 år efter sidder med skinnende øjne og med nostalgien drivende af sig og til kameraet fortæller om tiden bag murene i den østlige del af Berlin, fuld af mod, vildskab og skateboards.
Med private optagelser fra de resternede medlemmer af den interviewede gruppe er det da også nemt at sætte sig ind i den nostalgi der omgærde filmen og især historien om den vilde Denis går rent ind. En karakter der som årene og fortællingen skrider frem, oftere bliver refereret til som Panik, grundet hans utæmmede væsen. Denis er, styret af sin fars hårde hånd, indlagt til en fremtid som elitesvømmer for DDR’s landshold, men vil hellere vennerne og skateboardet og bryder alle forventinger og rejser til Berlin. Historien er ikke original, men billederne der akkompagnere historien om den magre dreng med det afblegede hår går rent ind.
Der kan selvfølge stilles spørgsmålstegn ved dokumentarens sandhedsværdi – er billederne autentiske? Er historien om Denis sandfærdig? Er det virkelig tidligere skatere der sidder og fortæller om deres tid i det faldne østtyskland? Disse spørgsmål går alt sammen en kende til skamme når historien om den vilde ungdom der ikke lader sig underkue får fuld skrue og i kombination med den liberale klippestil, lader sandhedsværdien i værket til at være anden priortet.
Men trods sin facade som et DDR-drama, er This Ain’t California plastret til med amerikaniserede symbolik. For hvad er det i grunden der ikke lige er så californisk? Skateboarding? At være en del af subkulturen? Frihedsfølelsen ved at være ung? Den ekspressive rockmusik? Eller er det i grunden kun nationaliteten der skiller de to subkulturer ad og derved gør filmens titel til en akavet sarkastisk joke på sig selv?
Heldigvis ikke. Jovist bliver skateboarding i både californisk og østtysk henseende brugt som en flugt fra den triste grå virkelighed. Men det virker tifold mere autentisk og hjerteknusende at se den rebelske Denis føle sig indespærret i sit eget land, efter at have været en tur til internationalt skateboardstævne i Prag, end at se en pubertær amerikaner hævde omverdenens uretfærdighed mod sig.
This Aint California er først og fremmest en film om den forsvundne ungdom. Det emmer ud af både historien, de interviewede, soundtracket og sågar også filmens til tider fræsende klippeteknink, der uanfægtet skifter mellem nutidige interviewklip, arkivfotos, smalfilmsklip og endda tegnefilm. Det er en lang ringefinger rettet mod det fastgroede og stillestående. Og mindre rettet mod det totalitære styre der regerede i Denis ungdomsår. En skam, da det netop er her forskellen fra den amerikanske brodertendens findes.
