Hvad er det nu lige, Terminator har til fælles med romantisk komedie? Ikke synderligt meget indtil i dag, hvor den romantiske actionfilm This Means War kommer i biograferne. Bag komedien står den kyndige instruktør med det ikoniske kunstnernavn, McG, der er bedre kendt for at have stået bag Terminator Salvation foruden Charlie’s Angels-serien.

Af Kasper Vegeberg

To fyre, én pige – så enkelt er det universelle tema, der aldrig vil dø. I dette tilfælde nærmere bestemt to uadskillelige CIA-agenter, én Reese Witherspoon. De ved begge to, at de dater hende, men hun ved ikke, at de begge ved det, og slet ikke at de kender hinanden. Og de ved, at de hver især vil gøre alt for at få hende. Og sådan bliver de to bedste venner de to største rivaler. Og sådan bliver et simpelt præmis endnu engang til et stabilt underholdningsfundament.

For det er, som om McG har fundet en gylden middelvej imellem sin dystre drengehørm i Terminator Salvation og tøsede fnidderaction i Charlie’s Angels. Filmen har da også to skuespillere på listen med allerede velfortjente titler af Hollywood-darlings; nemlig den sjove og underskønne Reese Witherspoon samt Christopher Nolans nye kæledægge Tom Hardy. Og hvor Reese Witherspoon er et sikkert typecast som den søde kærlighedsinteresse, er Tom Hardy mere uvant i rollen som sød romantiker frem for kækt sidekick eller hårdtslående skinhead. Han viser dog ikke nogen form for usikkerhed i den blødere rolle og beviser nok engang sit værd som alsidig skuespiller. Hans sidestykke, spillet af det lidt mere ukendte navn, Chris Pine, virker dog som et mere udseendebetinget valg som den selvfede kvindebedårer, der misbruger sine CIA-forbindelser.

Dette amoralske misbrug af CIA’s resurser er klart det sjoveste element i filmen. Tuck og FDR (som hovedpersonerne kaldes) bruger nemlig CIA’s overvågningsudstyr og personale under sig til at modarbejde hinanden, når modstanderen er på date med den fælles flamme. Ikke alene er en så uetisk handling sjov i romantiske sammenhænge, men det åbner også op for en skjult og alligevel gennemskuelig satire, der giver associationer til American Dad‘s samfundskritiske grundlag. Der udtrykkes især en holdning til USA’s anti-terrorlov ”PATRIOT Act”, som bruges som argument, hver gang medarbejderne stiller spørgsmål til opgaven – og som er nok til at overbevise dem. En sådan satire er et frisk pust i en genre, der ellers går for at være ganske ufarlig.

Og apropos farlig så skal der jo også lige rettes en kommentar til filmens action-del, som den også hviler meget på: den fungerer! Ganske enkelt. Med et erfarent action-team, der går sammen om at skabe aggressiv kamp i humorens tegn rammer scenerne lige plet og klarer sig bedre end så mange andre af slagsen, der forsøger at opnå effekten i rammeste alvor.

Men når al rosen er givet, så skal man også huske, at This Means War er kerneeksemplet på en trailerfilm; altså den slags, hvor man får alt, hvad man regner med efter at have set traileren. Og det på godt og ondt. Er man ukritisk og ikke ude efter noget originalt, men blot en underholdende oplevelse med popcorn og venner, så er vejen ind til This Means War den helt rette. Det kan være en forfriskende, lille pause midt i det dybsindige og følelsesladede Oscar-ræs. Men derudover har den ikke meget at give, og filmoplevelsen er mest af alt en genoplevelse af noget, der altid har kørt i biograferne med små mellemrum.