Af Jesper Nielsen
Den italienske instruktør Paolo Sorrentino vandt i 2008 juryens pris på Cannes Filmfestival for filmen Il Divo om den farverige politiker Andreotti. I den forbindelse var Sean Penn formand for juryen og benyttede straks lejligheden til at udtrykke sig meget smigrende om filmen. Dette satte imidlertid tanker i gang hos Sorrentino, som fantaserede om en amerikansk film med Sean Penn i en altdominerende hovedrolle. Resultatet er blevet en bevægende, dramatisk og humoristisk roadmovie, som endelig får dansk premiere i hele otte biografer landet over.
This Must Be the Place blev en smule overset på sidste års fremragende Cannes Filmfestival, hvilket er ufortjent, og det er derfor en fornøjelse at se endnu en fandenivoldsk film af den italienske historiefortæller på det store biograflærred.
50-årige Cheyenne (Sean Penns imitation af The Cures Robert Smith er helt fantastisk og uden tvivl en Oscar værdig) er en omvandrende anakronisme og parodi af sig selv. Et levn fra fortiden, der endnu ikke har indstillet eller tilpasset sig nyere tider. Han lever et roligt liv i sin store villa i Dublin med sin skøre og forstående brandmandskone (humoristisk spillet af Frances McDormand). Musiklivet har han indstillet for ti år siden, fordi to teenagere begik selvmord på grund af hans deprimerende lyrik, og hans økonomiske råderum indfries udelukkende af de royalties som musiklivet har medført. Hver dag står han imidlertid stadig op og påfører sig læbestift, sprayer sit lange sorte hår og iklæder sig sit sorte goth-outfit for derefter at gå i det nærliggende storcenter, hvor han hænger ud med en ung fan (Eve Hewson). Han lever med andre ord et trivielt liv som falleret musiker med en skrøbelig røst og sørgmodigt sind, der finder verden alt for skræmmende og mærkelig. Det kunne ligne en evig depression, men er snarere kedsomhed, hvilket konen da også gør Cheyenne opmærksom på. Dette ophører imidlertid et stykke inde i filmen, hvor This Must Be the Place tager et dramatisk og umiddelbart mærkværdigt genreskift. Dette skyldes, at Cheyennes jødiske far er døende, hvilket sender den flyforskrækkede Cheyenne over Atlanten og tilbage til fødebyen New York. Farens dagbog afslører forfærdelige pinsler og ydmygelser under hans ophold i Auschwitz, hvilket sender Cheyenne ud på en både fysisk og psykisk nazi-jagt efter bødlen, mens Amerikas vide horisonter agerer stemningsbilleder. Filmens skift fra den stille irske hverdag til det storslåede amerikanske landskab er en imponerende og modig bedrift af Sorrentino, der succesfuldt formår at holde sammen på de mange tråde, som dette skift medfører. Filmens overordnede pointe er at illustrere, hvordan Cheyenne må møde sin fortid for at overvinde sin kedsommelige nutid. Livet er med andre ord ikke kendetegnet ved dets afslutning med ved dets tilvejebringelse.
Cheyennes dannelsesrejse medfører en masse fine scener, hvor den amerikanske bagside bruges til at portrættere en nation af fortabte sjæle, hvilket synes medvirkende i Cheyennes udvikling og forandring uden filmen nødvendigvis giver en endegyldig moralsk forløsning.
This Must Be the Place er imidlertid lidt for lang og den kunne sagtens bliver forkortet en smule. Eksempelvis er det unødvendigt at David Byrne (forsangeren fra Talking Heads) skal optræde med et helt nummer i filmen (filmens titel er opkaldt efter et Talking Heads nummer), da man har forstået pointen. I det hele taget er der flere scener eller lydspor, hvor de moralske pointer bliver sagt for tydeligt, hvilket er en smule ærgerligt, da det ville klæde filmen at lade publikum læse noget mere mellem linjerne. Ikke desto mindre en fantastisk smuk film, der fortjener at blive set.
