Tordenguden er tilbage! Da ’Thor: Ragnarok’ tordnede over skærmen i 2017, blev den både en kommerciel succes og en tiltrængt karakteropdatering. Nu prøver den fjerde solofilm at overgå den, og desværre prøver den lidt for hårdt.

Denne anmeldelse indeholder ingen spoilers for ‘Thor: Love and Thunder’.

Taika Waititi er tilbage i Marvel-universet, og tordengudens superhelte-figur får som den første af MCUs karakterer sin fjerde solofilm. Og det er velfortjent givet den enorme fanskare, ’Ragnarok’ har skabt sig.

’Love and Thunder’ har lovet flere ikoniske karakterer, referencer til mytologien og et endnu større actionbrag end sin forgænger, og langt hen ad vejen lever den op til sit ry.

Men som mange af Marvels post-’Endgame’ projekter er filmen underlagt en stædighed og en stræben efter at være endnu bedre end de forrige MCU-film. Og det ser efterhånden umuligt ud.

Origin story 4.0

I ’Love and Thunder’ ser vi endnu en gang Chris Hemsworth som Thor, der har mistet hele sin familie, Asgård og kontakten med sine superhelte kollegaer. Nu drager han på eventyr med Star-Lord og de andre Guardians of the Galaxy, mens Valkyrie (Tessa Thompson) regerer over New Asgard.

Men den relative fred holder naturligvis ikke længe.

Natalie Portman laver sit længeventede comeback som Doktor Jane Foster, der efter at have fået konstateret kræft hører hammeren Mjølner kalde på hende.

Samtidig møder publikum i åbningsscenen Christian Bale i rollen som Gorr the God Butcher, som efter at have mistet troen på sin gud sætter sig for at dræbe alle guder i universet.

Kort sagt sker der virkelig meget i den her film, men den New Zealandske instruktør har flair for film med højt tempo, stærke farver og sympatiske figurer. Det er tydeligt, at Waititi har en stor kærlighed til Thor, og hans introduktion af Janes Mighty Thor er vidunderligt stærk, tegneserie-akkurat, og har genvundet en karakter som både universet og fans ellers havde tilsidesat som ligegyldig.

Russo-problemet

Problemet med Thor er ikke længere den kedelige og grå 1’er og 2’er.

’Avengers: Infinity War’ og ‘Endgame’ ødelagde Thor på det groveste. Efter ’Ragnarok’ havde guden gået igennem megen karakterudvikling, forenet sig med broderen Loki, mistet hammer og øje og på trods af det sejret.

Waititis Thor-film lagde vægt på, at Thor og Asgård er så meget mere end et gyldent palads og en fyr med en hammer. Han forstod, at muskelbundtet havde brug for at blive skubbet af pinden for virkelig at indse, hvem han var.

Derfor er det selvfølgelig ikke Taika Waititis skyld, at Russo-brødrene lige slettede al personudvikling, gav guden en ny hammer og derudover gjorde nar af ham for at være blevet tyk grundet depression.

Så den nye film er mest af alt et forsøg på at udrede det rod, de forrige har lavet, hvilket gør det forståeligt, hvorfor noget af plottet skynder sig videre fra tåkrummende øjeblikke, mens det kniber med forklaringerne.

Jeg ville dog stadig have ønsket, at de ikke gjorde depressionen og overvægten til en bagatel med en fem minutters træningsmontage i starten. Det føles som endnu et billigt forsøg på at få nogle grin på bekostning af tykke personers eksistens.

Storhedskomplekset sejrer fortsat

Så kan den fjerde film i rækken overgå sin forgænger?

Skurken er nok en af de bedste, MCU længe har haft (det er jo Christian Bale), jeg fældede en lille tåre over Thor og Janes forhold, der ikke blev fejet under tæppet, og jeg jublede som altid over Valkyrie, der stjæler hver eneste scene, hun er med i.

Men nej, ‘Ragnarok’ er svær at slå. De selvfede jokes er begyndt at gentage sig selv, og den slutter selvfølgelig af med platte end-credit scenes, hvor Disney har travlt med at annoncere endnu flere film og presse endnu flere penge ud af trofaste tegneserienørder.

Desuden er der ingen pointe i, at Guardians of the Galaxy er med i den. Ulidelige Chris Pratt og co. er der, for at Kevin Feige kan sige, ”se, de er der!, og det sammenhold, de skulle have med Thor, er så opstillet, som noget kan være.

Når det så er sagt, glæder det mit hjerte at se, hvordan queerness ikke længere forkastes. Valkyries biseksualitet og kvindelige kæreste er nævnt eksplicit og ikke klippet væk, Korg har to fædre og er selv gift med en mand, og Heimdals søn er transkønnet.

Det her er jo noget, der skulle være sket for mange år siden, men jeg føler, jeg har lov til at juble over det alligevel.

Så selvom dens overflade nogle gange afslørede, hvor langt oppe i røven Marvel og Disney er på sig selv, er ’Love and Thunder’ helt klart værd at bruge tid på. Den kan nemt sættes i samme bås som ’Iron Man 3’ – en film, der roder rundt i mange ting, men alligevel formår at funkle trods en tvivlsom start.