Thor: The Dark World. Anmeldt af Andreas Saxild for Filmmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen, www.nosferadio.dk
Fantastisk action hiver Thor: The Dark World op til at være mere end blot et nyt skud på stammen.
Thor: The Dark World, eller Thor 2 om man vil, er det nyeste skud på superheltestammen fra Marvel studierne. Den indgår i det samme kontinuerlige univers som deles af resten af slænget fra The Avenger, og kronologisk set foregår begivenhederne i den nye Thor film efter den (næsten) totale ødelæggelse af New York forårsaget af Loke og Marvels superhelte-boyband. Nu er Loke sat i guddommeligt fangenskab, Thor har bragt balance i de ni verdener og et omfattende genopbygningsprojekt er i gang flere steder på jorden – dog ikke i London, hvis nye skyskrabere står i bedste stand, klar til en eksplosiv finale.
Det er netop også her vi finder vores heltinde fra den første Thor, Jane Foster, som lader til at have søgt tilflugt i snart den eneste by, der ”mangler” at blive hærget af en af vores Marvel helte og deres respektive nemesis. Nok ikke det bedste sted at gemme sig, når den onde sortelver Malakeith vågner fra sin årtusinder lange hypersøvn for at hævne sig på aserne og ikke mindst lægge hele universet i mørke. Malakeith kan dog ikke bare sådan lige opnå sine mål uden ”æteren”, som blev ham frataget da Odins far for længe længe… Ok lad os bare stoppe her. Han skal bruge noget, som er blevet gemt, som hvem anden end Jane Foster snubler over efter tilfældigvis at være gået ind i en anden dimension i et forladt pakhus i London. Åh, hvilket tilfælde. ”Æteren”, en slags flydende intelligent organisme (tænk krybet, Spiderman), besætter hende, og hun er nu godt gammeldags på spanden!
Det lyder måske alt sammen ret så fjollet, og det er det virkelig også, men det er lige netop, hvad de her Marvel film skal være. De behøves ikke, og prøver heller ikke, at skabe et nuanceret univers, hvor godt og ondt skelnes så let som brun og beige, men blot prøve at fange vores opmærksomhed nok til at blive mildt underholdt. Thor er ingen undtagelse – her fejes moralske skrupler væk med en sidebemærkning og gør således plads til leg og lir, der i dette tilfælde må siges at være rimelig vellykket.
Desværre skal vi trækkes igennem en god portion nonsens og uelegante plot points før filmen for alvor tager fat. Det er f eks lidt for let at stå af på mange af filmens videnskabelige, mytologiske og ikke mindst kronologiske forklaringer hele filmen igennem. Heldigvis holder Tom Hiddlestons Loke os fanget med hans utilregnelighed, der tilfører filmen en god portion humor og spænding.
Obligatorisk for enhver Marvel film er det endelige opgør, som rigtig ofte kan være humorforladt, langtrukkent og uopfindsomt – dette er bestemt ikke tilfældet her. Vi er vendt tilbage til Londons smukke hustage, hvor slaget mellem godt og ondt skal stå. Malakeith ankommer i stor stil i sit kegleformede rumskib, for at bruge æteren til at henlægge alt i mørke netop som alle de ni verdener står på række. En hæsblæsende leg med dimensioner og sorte huller, der vikler vores helte og skurke ind, ud og omkring de ni verdener, krydrer braget i sådan en grad, at dets uforudsigelighed får én til at krybe sammen i sædet. Hertil bliver Thors hammer, med sin boomerangeffekt, smukt koreograferet ind i hele baduljen flyvende igennem dimensioner for at finde sin ejermand. Det er ekstremt flot og nervepirrende og til tider også rigtig morsomt – man kan her ikke gøre andet end at lade sig rive med i det hele.
Thor: The Dark World er en virkelig fjollet film, endda klodset til tider. Det kan den ikke løbe fra! Men den formår at underholde og please sit publikum i sådan en grad, at den bestemt er et kig værd. Når der dertil tilføjes det måske mest underholdende actionbrag denne anmelder nogensinde har set – i en Marvel film – må det konkluderes, at det klart er en af de bedste tilføjelser til det altid ekspanderende Marvel katalog.
