Endnu engang har McDonagh skabt en fantastisk blanding af drama og komedie, der med en livsbekræftende karakterudvikling er instruktørens bedste film til dato!

I 2008 blev filmverdenen gjort opmærksom på irske-britiske Martin McDonagh, der gennem sin kultklassiker ’In Bruges’ viste sit talent for vittig dialog, lange indstillinger og dværgejokes. Nu er han tilbage med samme kvaliteter, men skildrer denne gang en kold, kynisk og fandenivoldsk kvinde der vil gøre alt for at få retfærdighed for sin datters voldtægt og mord.

Desværre er de lokale politibetjente knap så interesserede i at opklare mordet, da DNA ikke kan matches, morderen er langt borte, og datteren alligevel var lidt for mørk i huden. Det forhindrer ikke moderen, Mildred Hayes, i at tage sagen i egen hånd, og hun begynder at presse politiet med en række provokerende reklameskilte på vejen ind mod den fiktive by Ebbing, hvor hun udpeger deres inkompetence i sagen. Skiltene skaber større overskrifter end Mildred havde regnet med, og da den elskede politichef Willoughby i forvejen har kræft, er byen splittet om hendes metoder, der får både positive og negative konsekvenser.

Intet er ligegyldigt
Ja, det lyder som den mest prætentiøse kapiteloverskrift til en anmeldelse, men jeg må simpelthen erkende, at ’Three Billboards’ bogstaveligt talt ikke kan have en mere passende beskrivelse. Martin McDonagh er som manusforfatter en mester indenfor ”set up, pay off”, hvor hver information gennem dialog eller visualisering får en senere betydning for historien, og denne film er ingen undtagelse. Tag en simpel scene, hvor den racistiske taberstrisser Dixon finder ud af, at de kun har fået to klager om Mildreds reklameskilte – den ene fra en kvinde med et dovent øje, den anden fra en fed tandlæge. Hvad der virker som en enkel punchline til en joke er senere medvirkende i at skabe en hektisk scene, hvor Mildred får sine tænder undersøgt af en fed tandlæge. Gennem hele filmen vender tidligere info tilbage i dramatisk eller komisk stil, hvilket allerede nu har givet mig lyst til at gense ’Three Billboards’.

Uforglemmelige karakterer
Hvad der i sidste ende skiller McDonaghs seneste film fra hans tidligere værker, er karaktererne og deres udvikling. I en film der omhandler retfærdighed og racisme, ville man hurtigt kunne frygte, at vi fik den klassiske endimensionelle fortælling om uvirkelige rollemodeller og umenneskelige skurke. I stedet skaber McDonagh forståelse for karaktererne igennem den rappe, sorte dialog, som ikke ville fungere, hvis det ikke var for de fremragende skuespilpræstationer. Woody Harrelson er formidabel som den konflikt- og kræftramte politichef, Sam Rockwell skaber overraskende forståelse for en racistisk taberstrisser og Peter Dinklage lykkes at spille en liderlig alkoholiker uden at være et udklip fra ’Game of Thrones’.

Men den største ros kan kun gå til Frances McDormand, der vandt en velfortjent Golden Globe i søndags for rollen som Mildred. Tidligere til prisceremonier er hun blevet kendt som ”Hollywoods mest miserable kvinde”, da hun aldrig ser ud til at smile, selv når hun bliver hyldet. Den kolde personlighed bliver gjort til en af McDormands styrker i ’Three Billboards’, hvilket er med til at skabe en af de bedste hovedkarakterer i nyere tid. Man kan ikke lade være med at holde med Mildred, selvom hun ofte går over stregen. Det er i sidste ende hende, der trækker ’Three Billboards’ op på et højere niveau end både ’In Bruges’ og ’Seven Psychopaths’. Udover en humoristisk komedie og et spændende drama, har McDonagh i denne omgang også skabt en livsbekræftende fortælling om det had, som er motoren i alt for mange menneskers liv, og hvorfor det egentlig ikke er smerten værd. Hvis McDonagh tager fem år om at lave en ny film igen, kan jeg godt vente i selskab med ”Three Billboards”, for den er et moderne mesterværk!

Copyright: 20th Century Fox