At se en film af det forhenværende Monty Python medlem Terry Gilliam er aldrig kedeligt, men altid en sær og til tider unik rejse ind i fantastiske og groteske verdener befolket med karakterer, som oprøren/blikkenslageren “Harry”(Brazil), den rablende rigmandssøn Jeffery(twelve monkeys) eller hvad med syrehovedet og gonzojournalisten Hunter S. Thompson(Fear and loathing in Las Vegas)!

Manden selv er på mange måder, som et spejlbillede af sine film og kan mildt sagt beskrives som en excentriker, der altid går sine egne veje og aldrig går på kompromis med sine film. Dette har tit gjort ham til person non grata i Hollywood og en medvirkende årsag til, at manden kun har lavet 10 film på 30 år.

Det nyeste skud på den knudrede og særprægede stamme, der udgør Gilliams filmografi; Tideland er faktisk et par år gammel, men har grundet dårlig presse, problemer med distributionen og ikke mindst en kontroversiel historie, forsinket den danske premiere.

Tideland begynder på en bar. På lydsiden hører vi tungt svingende sydstatsrock. I en skæv kameratur ser vi ud over publikum indtil kameraet standser ved lydens udspring. Den langhårede forsanger Noah(Jeff Bridges). På trods af sit bibelske navn lever denne et junkieliv med konen, der om muligt er endnu længere ude end ham, og deres 10-11 årige datter Jeliza-Rose(Jodelle Ferland). I en sær og dog frastødende scene, ser vi Noah snakke om hans store drøm. En rejse til vikingernes land; Jylland! Dette gør han alt i mens Jeliza forbereder ham på “rejsen” ved at gøre en dosis herorin klar med tilhørende solbriller!!

Da moren dør af en overdosis beslutter Noah i sin rus at tage Jeliza med til sit barndomshjem langt ude i Hill billy land. Just ankommet skal faren på “rejse” igen men denne gang bliver det på ubestemt tid, da Jeliza kommer til at give ham en overdosis.

Overladt til sig selv og sine dukker, som hver især har sit eget navn og personlighed,  går hun på opdagelse og møder først den enøjede og sortklædte Dell(Janet McTeer) og siden hendes evnesvage bror Dickens(Brendan fletcher). Langsomt knyttes de 3 sammen i et supergroteks forhold der vel nærmest kan betegnes som et incestuiøst tretantsdrama med nekrofille undertoner!

At Tideland aldrig udvikler sig til et decideret sideshow of freaks, skyldes først og fremmest Gilliams unikke sans for billedekompositioner, der med skæve vinkler og kamerabevægelser suger tilskueren ind i en verdenen, hvor referencer til værker som Alice i eventyrland, Psycho og Motorsavsmassakren på en pudsig men dog ikke altid vellykket facon, skaber en ekstra dimension for filmbuffs(som undertegnede). Filmens største problem, er at den ikke formår at engagement hos tilskueren. Man bliver aldrig for alvor interesseret i Jeliza som hovedperson og hendes rejse i mod at blive voksen. Jeg har stor respekt for at Gilliam ikke har villet lave en film, hvor den typiske coming of age dramaturgi er styrende, men magen til fad og fusende slutning burde være forbudt for en instruktør af Terry Gilliams klasse!