Den geniale handling fra bogen ’The Reincarnationist Papers’ af forfatter D. Eric Maikranz bliver dårligt udført, når Mark Wahlberg skal spille en ung og forstyrret fyr, og Chiwetel Ejiofor kører en tragikomisk Forest Whitaker-vibe.
Evan McCauley (Wahlberg) fik diagnosen skizofreni som 14-årig og har lige siden kæmpet sig fra job til job for at få råd til sin medicin, som dæmper de stemmer og hallucinationer, han hører og ser.
Det ender så galt en dag, hvor han skal aflevere et samuraisværd, han selv har lavet – hvilket han åbenbart kan finde ud af, på trods af at han aldrig er blevet trænet i at lave sværd – til en narkohandler, og Evan bliver anholdt.
Den mystiske Bathurst (Ejiofor) besøger ham i fængslet. Her lægger han nogle forskellige genstande foran Evan og vil have ham til at lege Dalai Lama og vælge den genstand, som er hans.
For Evan er åbenbart én af de 500 mennesker, som har evnen til at huske alle sine gamle liv.
Wahlbergeren møder snigmorderens synspunkt
Evan får hallucinationer, som viser sig at være flashbacks fra sine gamle liv, hvor han ser verden fra øjnene af den person, han var i et af sine forrige liv.
På trods af at jeg ikke har spillet ’Assassin’s Creed’ og kun har set filmen, så mindede de her scener mig rigtig meget om de seje effekter og synsvinkler i snigmorderens verden.
Den begejstring, jeg følte under disse scener, gjorde dog kun min skuffelse senere endnu større.
Der bliver lagt op til et kæmpe brag af en film med en forfriskende fed præmis og seje effekter. Desværre bliver de høje forventninger bare ikke mødt.
Chris Evans slap heldigvis væk
Isoleret set er handlingen i ’Infinite’ fuldstændig genial – idéen om, at man kan samle på alle minder og evner fra alle ens tidligere liv, lyder så interessant og ville kunne lægge grund for så spændende en film.
Problemet ligger i valget af skuespillere, hvor Mark Wahlberg ikke ligefrem skriger af ung helt, som kan redde verden.
Rygtet siger, at Chris Evans oprindeligt var valgt til rollen som Evan McCauley, men han blev nødt til at hoppe fra for at lave noget andet. Det kan man måske kalde held i uheld.
Wahlberg fyrer den ene flabede replik af efter den anden, og de få lyspunkter i filmen består netop også af de her hurtige one-liners.
Men hans dystre dog humoristiske portrættering af Evan passer bedre til en tough guy vs funny guy-komedie – måske det er noget han skulle prøve? Nå nej, det er jo allerede hele hans repertoire.
Sjov talentliste, men ikke på den sjove måde
Jeg er vild med tanken om at have en gruppe af helte, som ikke er teenagere (skud ud til Avengers), men det kræver også, at de er sat i en handling, der passer til deres alder.
I sit forrige liv bliver Evan spillet af Dylan O’Brien, også kendt som den fantastiske og dejlige Stiles Stilinski (ja, jeg har måske stadig et crush på ham) i ’Teen Wolf’-serien fra 2011 eller Thomas i ’The Maze Runner’ fra 2014.
Udover min åbenlyse forkærlighed for ham og personlige interesse i at se ham i flere hovedroller, så ville O’Brien på mange måder have været et meget bedre valg til at spille Evan i stedet for Wahlberg.
Generelt er det et spøjst valg af skuespillere, og det skaber en uharmonisk og forstyrrende stemning i løbet af filmen, som er meget distraherende.
Udover Chiwetel Ejiofor, som af en eller anden grund minder om Forest Whitaker med en mærkelig accent og sjov frisure, så spiller Wahlberg hovedsageligt overfor Sophie Cookson (primært kendt som Roxy fra ’Kingsman’-filmene). Hun spiller en af Evans venner fra deres forrige liv, Nora Brightman.
Nora har en kæreste, som hun finder i hvert af sine liv, men på trods af den evige kærlighed er der også gnister mellem hende og Evan.
Det ville måske give mening i det stereotypiske trekantsdrama i en ungdomsfantasi, men når det involverer granvoksne mennesker, føles det meget tvunget og malplaceret.
Alt i alt, så kan man kalde ’Infinite’ for en skuffelse af en film, som får en fantasy-elskers hjerte til at græde over det spildte potentiale. Og det har overraskende nok ikke kun noget med Mark Wahlbergs tilstedeværelse at gøre.