En tragedie fanget på film. Hensigten med dokumentarfilmen Til Ungdommen, af Kari Anne Moe, var at skildre det politiske ungdomsmiljø i Norge ved at følge fire politisk aktive unge nordmænd.  Filmen tager dog en drastisk drejning, da massakren på Utøya finder sted.

Teenagerne Johanne fra ungdomspartiet Arbejdernes Ungdomfylking, Sana fra Socialistisk Ungdom, Henrik fra Fremskrittspartiets Ungdom og Haakon fra Unge Høyre repræsenterer det politiske engagement blandt unge i Norge i dokumentarfilmen Til Ungdommen. Vi bliver præsenteret for disse fire unge mennesker i en intensiv periode af deres liv, da de alle står overfor det kommende skolevalg. Her viser norske unge det resterende samfund, hvor landets ungdom ville sætte deres kryds på valgseddelen, hvis de havde muligheden. Filmen handler om de unges usikkerhed, deres visioner og deres væren i verden, i medgang og modgang.  Vi følger Johanne til Utøya, da hun skal deltage i den socialdemokratiske ungdomslejr. Da vi møder hende igen, ser verden noget anderledes ud.

Instruktøren har rødder i det ungdomspolitiske miljø i Norge, hvor hun har haft vigtige poster i både Socialistisk Ungdom og Socialistisk Venstre. Hendes eget engagement har været motivationen for at lave dokumentarfilmen. I efteråret 2009 startede filmprojektet, næsten to år før massakren på Utøya den 22. Juli 2011. Moe er tidligere kendt for at lave dokumentarfilmen Tamburinmannen, hvor man følger bandet Frank Znort Quartet fra Oslo til Uganda. Med Til Ungdommen, slår hun for alvor igennem på den skandinaviske biografscene.

Det, der gør Til Ungdommen så unik er, at den ufrivilligt havner midt i en samfundstragedie i Norge. Uden at miste fokus på filmens oprindelige budskab – det spirende politiske ungdomsliv – får Moe vendt filmen til også at omhandle ungdomsgenerationens reaktion på hændelsen på Utøya. I mine øjne er det, der gør Til Ungdommen til en både stærk, emotionel dokumentar, men også til et vellykket filmisk projekt.

Filmen vækker dog også en indre etisk debat i mig, og jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er det hensigtsmæssigt at lave en dokumentar, der handler om mord på unge, og oven i købet så relativt kort tid efter hændelsen? Mit svar kan ikke blive entydigt, for ja, det er en grænseoverskridende film, og jeg følte et kvalmende, fysisk ubehag under størstedelen af filmen. Specielt efter at have set scenen hvor Johanne forlader færgens landgang, svinger sin røde taske om på ryggen og går i højt humør op mod lejren på Utøya. Billederne af den smukke norske natur bliver forstyrret af mit indre ubehag ved at vide, hvad denne unge pige går i møde.

Det er dog samtidig muligt at spørge: Hvis en person sidder inde med information om en hændelse, har denne person så ikke en forpligtelse til at dele den med omverdenen? Hvordan ville omverdenen reagere, hvis den fandt ud af, at en person havde siddet inde med viden som hun havde valgt ikke at dele? Handler det i bund og grund ikke om, hvordan hændelsen i så fald bliver fremstillet?

I Til Ungdommens tilfælde føler jeg mig endnu engang nødsaget til at påpege, at det ikke var filmens hensigt, at den skulle handle om Utøya-massakren. Jeg synes, at filmen skildrer sommeren i 2011 på en værdig og sober måde, fordi den bliver fremstillet på de unges præmisser. Samtidig gør Moe en stor indsats for at filmen stadig er tro mod den oprindelige idé: at skildre den norske ungdoms politiske engagement.

Til Ungdommen er en film, der er krøbet under huden på mig, og den har plantet sig soleklart i min erindring.

Nosferatus Breakfast Club giver Til Ungdommen 5/6 stjerner