Fortællingen om det traumeramte dansk/svenske par griber om hjertet. En sky af mulige klichéer hænger dog hele tiden over filmen, og en gang i mellem drypper det fra skyen.
Et ægtepars søn er en sommer forsvundet på en lille spansk ø, hvor familien var på ferie i deres ferielejlighed. Nu er parret vendt tilbage til øen for at afslutte politisagen og forsøge at hele sårene. Samtidig har faren heller ikke givet helt op på idéen om, at sønnen måske stadigvæk er i live et sted.
Dråber af kliché
Plottet virker for mig meget originalt, og skuespillet fænomenalt. Alligevel frygter jeg klichéprægede plotgreb som alkoholiseret og selvudløst ”tæsk mig til jeg ikke føler mere”-slåskampe, som man tit ser i film om desperate mænd i forfald. Tanken om vold og utroskab hænger hele tiden over hovedet på mig, uden at jeg synes, at historien mangler netop det. Adam (Dar Salim) og Louise (Lisa Carlehed) sammenspil holder nemlig hele vejen igennem og behøver ikke de store dramatiske og velkendte armbevægelser, som filmen til tider tyr til.
Øsamfund
Det fanger mig meget, at fortællingen foregår i et ferieparadis. Ferieparadis og mord går bare godt (og modbydeligt) hånd i hånd. De lokale, som parret kommer i kontakt med, spiller virkelig godt, og de giver en oplevelse af, at parret er på udebane i øsamfundet. Strand, sorbetis og solskoldet hud er også vigtige parametre, der får andre betydninger for parret, efter deres søn er forsvundet.
Sorgen vejer lige tungt
Et spændende valg er at lade karaktererne være lige sympatiske – og usympatiske. Der er ikke en af dem, der vinder og tager rollen som ”good guy”. De er begge lige forstyrrede og urolige, selvom de viser det på forskellige måder. Det er dejligt forfriskende, at både far og mor sørger, og at det ikke kun er den kvindelige rolles opgave at vise sårbarhed. Well done. En særlig scene, hvor Dar Salim bryder sammen på politistationen, står tilbage for mig som filmens følelsesmæssige højdepunkt.
Til vi… lander?
Noget siger mig (titlen), at vi som publikum følger parret på vej mod afgrunden – at vi skal se deres parforhold gå i stykker foran øjnene på os. MEN: Flere gange tror jeg på, at det skal lykkes. Filmen vipper i en will they/won’t they-situation, der skaber spænding og får mig til at håbe på, at de kan komme videre fra alt det tragiske. At der venter dem en lykkelig tilværelse, når først de kommer hjem fra den helveds-ferie, de er på. Jeg hepper sådan på dem, som sad jeg til en fodboldkamp – lad det nu lykkedes! Selvom jeg ved hvordan det ender, er jeg sikker på, at det er en film, som jeg vil vende tilbage til.
