Oscarnomineret, højaktuelt studie i hvordan en smuk verden udfordres af grim, menneskelig stupiditet.

Hvad gør krig hellig? Hvor er Gud blevet af i det absurde vanvid, der udgør kernen i jihad? Det er relevante spørgsmål, der modigt stilles af den lokale imam til tre kalashnikov-bevæbnede jihadister, mens de ufortrødent betræder det hellige rum med beskidte sko. Er det kun krigen og ikke moskéen, der er hellig? Gud ville blive fornærmet, og han ville blive rasende, hvis han fandt ud af, hvad der ellers blev udført i hans navn. Religiøs Krigsførelse og undertrykkelse er ikke bare rædselsfuldt, men også dumt, siger den vestafrikanske filmskaber Abderrahmane Sissako. Det er til gengæld kløgtigt.

Gud siger…
Hvis jeg sad på universets guddommelige trone, er jeg sikker på, jeg ikke ville forbyde hverken musik eller fodbold. Det er noget pjat, og det tror jeg, de fleste gudelige skikkelser ville være enige i. Ikke desto mindre er det netop det, der sker, da en rabiat gruppe jihadister indtager den visuelt overdådige ørkenby, Timbuktu. De uindbudte gæster virker her ikke så skrækindjagende, som det vi plejer at få præsenteret herhjemme med endnu et tv-indslag om IS og Boko Harams dødstogter. Abderrahmane Sissako vil gerne have os til at opfatte dem som stakler. Som triste skæbner, der ikke har det fjerneste begreb om, hvor smuk en klode vi bor på. ’Timbuktu’ angriber derfor ikke religion, men udstiller satirisk og fornemt menneskelig inkompetence, der spilder liv med håbløse fortolkninger af Guds ord.

Med Gud som medspiller
Der er rendyrket postkort-romantik i den overdådige cinematografi, hvilket står i skærende kontrast til den grumsede og væmmelige historie om, hvor grimme mennesker kan være. Det er tæt på at være poetisk billedmagi, da en gruppe drenge på en støvet og knoldet fodboldbane udfordrer jihadisternes forbud om leg og spil. Dynamisk og tæt kameraføring følger de svedende drenges energiske kamp. Snævre driblinger, præcise afleveringer og benhårde tacklinger. En fantastisk feberredning af målmanden. Hurtigt målspark. En ung dreng med Messi på ryggen får pludselig en friløber – mål! Der jubles, og den lille fyr omfavnes af tililende kammerater. En ting mangler; bolden. De kan forbyde spil med bold, men fantasi og drømme kan de ikke røre.

Satiren træder en anelse tilbage i et par ubehagelige og eksplicitte scener af piskeslag og stening. Helt efter Sharia-lovens anvisninger. Det er grumt, og det er bestemt ikke guddommeligt. Det er menneskelig dumhed i sin reneste form. Blodet flyder fra lidende syndere, og det er næppe Guds ønske.

Fra uhyrlighederne i den belejrede by, afveksles der til et sideplot midt ude i den ensomme ørken. Her udspiller der sig en gribende tragedie hos en familie, der har levet upåvirket af jihadisternes hærgen i den nærliggende by. En tvist om en ko, og et fatalt uheld, vender op og ned på alt for den lille familie, der pludseligt er involveret i Sharia og meningsløs afstraffelse. En landbrugsdyrkende familie der blot ønsker at overleve uden dumme fortolkninger af, hvad der er helligt eller ej.

’Timbuktu’ er en vedkommende og afbalanceret fortælling, med både smil og væmmelse, om, hvordan dumme individer ødelægger en fantastisk verden. Det er smart, og det er vigtigt.