Af Frederik Schelde-Jensen
Filmmagikerne Steven Spielberg og Peter Jackson har med Tintin: Enhjørningens Hemmelighed fremtryllet en enestående filmoplevelse fyldt med spænding, dramatik og gennemført tegneseriehumor.
Filmen, som er baseret på Tintin-albummene Krabben med de Gyldne Klør (1941), Enhjørningens hemmelighed (1943) og Racham den Rødes skat (1943), men som ikke indeholder elementer fra Den Mystiske Stjerne (1942), begynder på et loppemarked. Tintin køber den flotte model af skibet Enhjørningen, og opsøges herefter hurtigt af to, af hinanden uafhængige antikvitetsopkøbere, Barnabas og Hr. Sakharin, som begge er villige til at købe skibsmodellen for en højere pris. Tintin lugter lunten, fornemmer at der er noget uldent ved det hele, og læser om den ægte Enhjørningens bedrifter på biblioteket. Imidlertid røves hans lejlighed, men røverne stjæler underligt nok ikke noget. Tintin vikles ind i Hr. Sakharins skånselsløse jagt efter den forliste Enhjørningens skibsvrag og efter tre pergamentruller, som kan afsløre Enhjørningens sidste hvilested. Undervejs slår han for første gang pjalterne sammen med Kaptajn Haddock, og de to må herfra kæmpe en brav kamp for at overleve, og for at finde ud af, hvad Enhjørningens hemmelighed er.
Inden filmen går i gang vises de indledende rulletekster som title sequence (som det kendes fra James Bond– og Pink Panter-franchisen) . Denne fortæller i ultrakorte glimt, hvad der går forud for handlingen i Tintin: Enhjørningens Hemmelighed, og den har også en funktion som overgangsværktøj fra tegneseriealbummene til det store lærred. Denne funktion tydeliggøres ved, at Tintin ikke taler mens navnene ruller hen over skærmen, men udtrykker følelser via spørgsmåls- og udråbstegn i talebobler. Herefter begynder filmen med, at Tintin bliver tegnet på loppemarkedet hvor han om lidt skal finde modellen af Enhjørningen. Og her kommer den første mere eller mindre metanarrative og intertekstuelle reference, idet manden som tegner Tintin er Hergé. Igennem hele filmen sker der bevægelser på mange (meta)metanarrative og intertekstuelle niveauer, idet ovenstående eksempel både kan ses som en kommentar til det faktum, at Hergé er Tintin-figurens skaber, men også som reference til det faktum, at Hergé ofte tegnede sig selv ind i tegneseriealbummene – enten blot som en person i en mængde, eller, som i dette tilfælde, som en figur med en funktion der krydser ind over hovedpersonernes ageren.
På en tavle bag Hergé-figuren på loppemarkedet hænger der nogle tegninger af andre personer fra tegneserien Enhjørningens hemmelighed, blandt andre Brødrene Fugl, som reelt set er Tintins egentlige fjender i albummet, men som måtte vige pladsen for Hr. Sakharin, og det fungerer fint som en lille hilsen til de af publikum som er klar over, at der er forandringer i fortællingen.
Gennem hele filmen optræder der referencer og henvisninger til tidligere tegneseriealbum, og under en koncert med Bianca Castafiore ved rigmanden Gad Elmaleh, hvor Tintin og Haddock forsøger at få fingre i pergamentrullerne, er figuren i et springvand eksempelvis identisk med krabben på forsiden af krabbedåsen fra Krabben med de gyldne klør, og ved selv samme koncert genkendes mange statuer og objekter fra albummene De syv krystalkugler, Det knuste øre og Flight no. 714 til Sydney. Ligeledes ses slotsøen fra Den sorte ø og rumraketten fra Månen tur-retur-albummene i filmens title sequence, og er altså delvist reference til noget som går forud for handlingen i Tintin: Enhjørningens Hemmelighed, og som i samme title sequence kan ses som en eksisterende del af det tegneserieunivers der introduceres.
Optagelserne af filmen er foregået via performance capture, hvor skuespillerne får monteret små sensorer over hele kroppen, som så registrerer enhver bevægelse. Gennem hele filmen er det tydeligt, at de mange vanvittige og helt umulige kameravinkler og den hurtige skiften mellem close-ups- og panoramaindstillinger kun er mulige, fordi skuespillet netop foregår foran et grønt lærred. 3D-effekterne er meget flotte, kommer (heldigvis kun) i passende doser, og er langt fra lige så vulgære og overdimensionerede som i Avatar. Det ses særligt i én scene, i hvilken grad den store benyttelse af computerteknologi og ovennævnte performance capture-teknik kan medføre tegneserieagtige tilstande: Da Tintin, Terry og Kaptajnen jagter Hr. Sakharin og hans slæng af kumpaner ned gennem smalle gader i en marokkansk havneby, skrues der for alvor op for klipperytmen og musikken, og der synes ingen grænser for måder at slippe fra hinanden.
Der er gennem hele filmen en bevidsthed om tegneseriealbummenes overnaturlighed: Eksempelvis flyver enten Dupond eller Dupont (hvem ved?) ind i en lygtepæl, og er klar igen sekundet efter – men det er uden betydning for filmens realistiske grundlag, for det er alt sammen en del af det tegneserieunivers, publikum introduceredes for i filmens begyndelse. Ligeledes er det ikke naturligt at en films helt taler med sig selv og sin hund, men idet det er sådan læseren informeres om historiens udvikling i albummene, er det fra filmens start accepteret.
Tintin: Enhjørningens Hemmelighed indeholder spænding og action som også kan underholde et barn, og humor og detektivarbejde som er værd at bide mærke i som voksen. Filmen har groft sagt kogt 2½ album ned til 110 minutter, og historien er på kløgtig vis bundet sammen, sådan at nogle personer i tegneserien ikke er med, mens andre har nye og større roller. Og det gør ikke noget, for filmen har ikke fjernet noget vitalt fra albummet: Det er en flot sammenskrivning som er tilpasset vor tids krav på tempo, effekter og en lille del personlig udvikling, men som stadig formår at holde sig inde for fortællingens historiske tid.
Filmens mange tjunbang, eksplosioner og brag bliver ikke for meget – den er jo en tilpasning af en tegneserie fortalt for børn men med vid for voksne.
Filmen har premiere den 27. oktober over hele landet(, og først den 23. december i USA grundet et håb om, at en europæisk hype kan trække flere europaforskrækkede amerikanere i biografen).
