Instruktør Julia Ducournaus sans for grænseoverskridende vold får huden til at krible i hendes tankevækkende body-horror om ubetinget kærlighed på tværs af køn, seksualitet og ja… køretøjer.

Ved den prestigefyldte filmfestival i Cannes i 2016 debuterede franskfødte Julia Ducournau med sit coming-of-age gyser-drama, ’Raw’, der blev mødt med stor kritikerros. Især Ducournaus instruktion og manuskript blev hyldet, men filmen modtog også negativ kritik på grund af dens grafiske indhold.

Én ting var dog sikkert: Julia Ducournau udviste et lovende og unikt talent. 

Spol nu tiden fem år frem, hvor Ducournau står med sin anden spillefilm, ’Titane’, og som vinderen af den ypperste pris ved Cannes, nemlig Guldpalmen. Sammen med Jane Campion er hun den anden kvinde i filmfestivalens 75-årige lange historie til at vinde prisen. 

Fra nul til hundrede på rekordtid

I ’Titane’ følger vi Alexia (Agathe Rousselle), der som barn får indopereret en titaniumplade i sit kranie efter en alvorlig bilulykke. Som følge heraf udvikler hun en ualmindeligt passioneret tiltrækning mod karosseri og motorolie.

Samtidig har titaniumpladen i kraniet vækket noget dyrisk i Alexia, der som voksen begår en række brutale seriemord på mænd og kvinder, som kommer i seksuel nærkontakt med hende. 

Disse mord indtræffer blandt andet i forbindelse med hendes arbejde som erotisk danser ved bilmesser, hvor hun er en populær skikkelse. En af filmens mest makabre scener opstår, da Alexia har hydraulisk samleje med en amerikanerbil, som på ægte ’Christine’-manér viser tegn på liv.  

Alexias destruktive adfærd indhenter hende til sidst, og efter et mislykket mordforsøg må hun flygte fra myndighederne og ændre sit udseende på ekstrem vis. Samtidig er der noget, der begynder at vokse inde i hende.

To skæbner mødes

Imens Agathe Rousselle skal have cadeau for sin ekstremt imponerende debut i rollen som Alexia, ligger en stor del af filmens force også i Vincent Lindons præstation som brandmanden Vincent, der sørger over sin forsvundne søn Adrien. 

Vincent balancerer et hårdt liv med druk og et steroidemisbrug, samtidig med at han er chef for en gruppe unge brandmænd.

Da en sønderslået Alexia pludselig træder ind i Vincents liv, forklædt som hans forsvundne søn, tager han hende til sig, blind for hvem hun i sandhed er. For begge sjæle er det en genforening gennem traume, der kan redde dem fra selvdestruktion.

En ultimativ biografoplevelse

’Titane’ skriger på at blive oplevet i en biograf sammen med andre mennesker. Ikke kun på grund af filmens adskillige chok-effekter, men også takket være fusionen af billede og lyd, der til tider er så kraftig, at man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.

Med billeder skiftevis badet i neonlys, metal og flammer, er ’Titane’ en fryd for øjet, der samtidig udfordrer en. Skal man holde fingrene op for øjnene eller blot nyde seancen i fulde drag? 

Julia Ducornau fortsætter i høj grad i body-horror-genrens tegn, da ’Titane’ minder om en svejsning mellem David Cronenbergs ’Crash’ og Shinya Tsukamotos japanske kultfilm ’Tetsuo: The Ironman’.

’Titane’ er dog tilsat et langt større fokus på kærlighed end de to ovenstående samt hendes debutfilm ’Raw’.

Filmens musik er en blanding af blød electro-pop, franske klassikere og et dystert synth-score krydret med gregoriansk kor, komponeret af Jim Williams, som også leverede musikken til ’Raw’.

Brugen af subwoofers i lydbilledet gør, at man sidder og vrider sig i sædet under de mest groteske scener og ikke kan lade være med at smile eller blive rørt under de smukkeste scener. Og dem er der flere af.

’Titane’ er en kompleks film, der medierer mange aspekter, hvilket kan gøre det vanskeligt at finde hoved og hale i. Det skrøbelige ved kroppens anatomi og faderskab spiller en stor rolle, men filmen indeholder også et vigtigt budskab om at aflive de forventninger og stereotyper, man kan have til køn og seksualitet. Det er, hvem (eller hvad) man identificerer sig som, der gælder i sidste ende.