Med valentinsdag lige om hjørnet ruster Netflix op til en dag i kærlighedens tegn, og derfor er sidste film i Lara Jean og Peters kærlighedstrilogi nu at finde på streamingtjenesten. Trods romantiske stunder er et college-dilemma og en kedelig hovedrolle ikke meget at bygge en film på.

Den yngre generations favoritpar er tilbage i tredje og sidste film i ’To All the Boys I’ve Loved Before’-serien. Lana Condor spiller i rollen som Lara Jean Covey endnu engang overfor Netflix’ ukronede konge af romantiske teenage-komedier, Noah Centineo, og de to turtelduer er mere forelskede end nogensinde. Dog står de overfor store forandringer, for high school lakker mod enden, og college-fremtiden venter forude.

Lara Jean rejser ved filmens begyndelse på ferie til Sydkorea med sin far og to søstre. Hendes speakerstemme fortæller seerne, hvilket vidunder af en by Seoul er, men det meste af tiden har hun travlt med at ringe til, facetime med eller skrive breve til sin udkårne Peter Kavinsky, der ligesom hende ikke kan vente med at få sin kæreste tilbage, så han kan ”smother her with kisses”.

Aldrig så snart er Lara Jean dog kommet hjem fra sin rejse, før harmonien hører op. Peter er blevet optaget på Stanford, mens hun selv må se sig ”degraderet” til Berkeley-universitetet. Kan deres forhold virkelig overleve en afstand på en time og fire minutter, og hvad nu hvis Lara Jean pludselig ønsker at gå på NYU, som ligger i den modsatte ende af landet?

En trættende treer

Omend collegeproblematikken langt fra er original, så er den central for mange unge og oplagt at smide ind i ligningen i sidste film i rækken. Dog er det en noget tynd præmis at basere en hel film på, og derfor bliver for mange af scenerne udfyldt af tarvelige ”treer-tricks”.

Først og fremmest skal der bindes en sløjfe på enhver karakter, vi nogensinde er blevet introduceret for. Efter tre film er det af og til svært fortsat at interessere sig for Lara Jean og Peter, men det er helt umuligt at holde fokus på Lara Jeans (engang) bedste veninde fra folkeskolen.

For det andet bliver særligt de to hovedpersoners indbyrdes historie gentaget og gjort unødigt snørklet og lang. Eksempelvis bliver det omdrejningspunktet for en god fjerdedel af filmen, at Lara Jean ikke tør fortælle Peter, at hun er kommet ind på Berkeley. Efter en aldeles udramatisk konfrontation går der et kvarter, hvorefter Lara Jean vender sin opmærksomhed mod NYU og endnu engang må spilde 30 minutter af filmen på at få det sagt.

Som et resultat heraf ender ’To All the Boys: Always and Forever’ med en imponerende spillelængde på små to timer – to timer hvoraf i hvert fald en halv time kunne være skåret fra, eller hvor man kunne springe 40 minutter ind i filmen og stadig forstå, hvad der foregik.

Et umage par

Noah Centineo er Hollywoods mest populære high school hunk! Hans Kavinsky-karakter er sød og omsorgsfuld, og med de brune øjne og arret, der giver kant uden at spolere det perfekte ydre, er det ikke svært at forstå, at teenagepiger verden over forelsker sig i ham.

Desværre står jeg en anelse mere af på den kvindelige hovedrolle. Lara Jean er temmelig intetsigende og passiv, og mens hendes kæreste arrangerer romantiske dates, går hun mest af alt op i at finde kærestesange, ”meet cutes” og matchende outfits.

Ydermere er der noget underligt ved, at hun konstant er klædt i lyserødt, sætter håret i rottehaler eller vader rundt med sin lillebitte taske på ryggen. I bedste amerikansk ungdomsfilms-stil er Lana Condor selvfølgelige betydeligt ældre end den rolle, hun skal portrættere, men det virker nu alligevel lidt ekstremt at modellere hende efter et barn.

En fornøjelig fortælling for fjortenårige

’To All the Boys: Always and Forever’ skal selvfølgelig ikke holdes op mod filmhistoriens største mesterværker. Den skal underholde og tale til et (hovedsageligt) yngre, kvindeligt publikum. Det sidste kommer den ganske fint i mål med.

Filmen er et idealbillede på en fremtid, hvor den perfekte kæreste varter dig op på hænder og fødder, hvor selv de prestigefyldte universiteter er lette at komme ind på, og hvor unifesterne er befolket af kunstneriske, excentriske, men enormt imødekommende mennesker.

Det er muligvis (som i overhovedet) ikke realistisk, men det er alt sammen perfekt egnet som opmuntring til de unge seere, der står på tærsklen til ungdomslivet.

Dog kan filmen altså desværre ikke løbe fra, at den er alt for lang, og at Lara Jean-karakteren efterhånden må siges at have udtjent sin værnepligt.