Hvem fanden er Ferenc Puskás?
At sammenligne den tyske ’To minutters stilhed’ med en Niels Malmros-film er måske banalt, men også lidt uundgåeligt.
Og ikke bare fordi karaktererne går i strikkede cardigans og er næsten syntetisk almindelige, som kun ægte personer omsat til film kan være det. Bare fordi deres ungdom på mange punkter er skildret som skæbnesvangert normal.
For selvom der er tale om unge østtyskere, er der noget over den puritansk realistiske tone, man i Danmark kipper med flaget til Malmros for. Det er måske uundgåeligt i et historisk drama, men desværre også ubønhørligt velkendt.
Patter og paskontrol
Den væsentligste forskel på ’To minutters stilhed’ og en Niels Malmros film er dog, at weltscmerzen er noget mere håndgribelig. Tænk at være ung og liderlig i præmurs DDR og skulle igennem paskontrol for at få lov til at se et par bryster i biffen. Om ikke andet er det hverdagen for Theo og Kurt, der skal til at tage studentereksamen i 1956 på den forkerte side af det kommende jerntæppe.
Stort ungarsk indtryk
Der formidles ikke en total ufri og fastspændt tilværelse for de østtyske unge. Der er øl at drikke og grænser at overskride, uden at det har døden til følge. Alt sammen kun indtil der i Ungarn gøres definitivt oprør mod russerne, som svarer igen med et regulært blodbad i 1956. Theo, Kurt og nogle andre teenagere i plaid og strik besøger en kammerats onkel og chokeres af opstanden, som de hører mere om på den ulovlige vesttyske radiokanal RIA. Størst indtryk af alt gør det, at den ungarske stjernefodboldspiller Ferenc Puskás siges at være blevet dræbt af det russiske militær.
To minutter bliver til en hel hønsegård
Eleverne beslutter sig for at holde to minutters stilhed morgenen efter i klasselokalet som deres egen lille protest. Herefter begynder en til dels hæsblæsende spejling af det ungarske oprør, da de unges stilhed sætter hele politistatsmekanikken i sving.
Er man uindviet i vigtigheden af den ungarske opstand i 1956, gør filmen ikke nødvendigvis nok ud af, hvor skelsættende begivenheden har været for Theo, Kurt og kammeraterne. For vi er før muren, hvor det ikke nødvendigvis har stået klart for borgerne, hvad det var for et statsstyre, de var en del af. For det var udtryk for, som de også taler om i filmen, kommunister, der dræbte andre kommunister. Og folkekære fodboldspillere.
At de har følt sig meget utrygge i Sovjets hænder er nemt at forstå.
Hvor er det friske pust?
Overordnet set er ’To minutters stilhed’ rutineret solid som historisk drama. Men som periodens småborglige teakmøbler og veloursofaer, der for tiden har fået en helt sindssyg renæssance som interiør, er der noget lige lovlig sephiafalmet over måden, filmen er udført. Det dramatiske er enten for udtalt eller mangler. Det bliver aldrig kedeligt, men som minutterne går, akkumuleres der for mange karaktervinkler til, at der virkelig stilles skarpt. Kurt skal forestille at være en hovedkarakter, men man lærer ham ikke for alvor at kende.
Historien er gudsbenådet, men instruktørens fortællegreb er ikke meget ved siden af netop traditionalisten Malmros’. Jeg har svært ved at forstå, hvordan en film om unge smukke mennesker, for hvem alt er på spil, ender med at være ligeså kontroversiel i sit udtryk som et kakkelbord.
