To teenagere i et liv fuld af druk og sorg har kun hinanden til at holde sig i gang. Kan vreden og sorgen finde vej ud af deres sind?

Tulip (Lilit Lesser) og Finn (Josefine Glæsel) deler følelsen af at være fanget et sted, som de gerne vil flygte fra.

Vi følger de to teenagere hen over 24 timer, hvilket er rigeligt til at lære dem at kende. Deres dag går simpelt ud på druk, rygning, samtaler og gåture i den by, som de kalder hjem; et “hjem” der er ved at drukne i sorger.

Helt fra starten kan vi godt mærke en form for attraktion mellem Finn og Tulip, men det bliver skubbet til side af deres indre konflikter.

Finn er oprørsk og har hurtigt til vrede, men samtidig også sårbar, mens Tulip er lidt mere nedtonet med sine følelser og behov. Denne kontrast viser os, hvordan de hver især søger efter identitet og mening. 

Starten på noget nyt

Filmen starter med, at de vågner i Tulips hjem, og vi ser Finn smutte ud på toilettet, hvor hun tisser på Tulips onkels tandbørste. Allerede her får vi altså at se, at Finn går rundt med had inde i sig selv.

Seeren er godt klar over, at både Tulip og Finn har oplevet noget ubehageligt og traumatiserende, selvom der ikke rigtig bliver sat ord på, hvad det er. Det giver en effekt af, at der ikke er afgrænsninger, man behøver ikke at have oplevet noget specifikt for at kunne sætte sig i deres sko. 

Der bliver ikke nævnt noget om deres skolegang, eller andre dagligdags ting, som man ellers kunne have forventet, hvilket også sætter spørgsmålstegn ved deres familierelationer og hverdag. Man har en forhåbning om, at deres hverdag ikke ser ud som den dag, vi får vist, selvom det nok er realiteten.

Fordi vi netop ikke får en baggrundshistorie på dem, eller kender til deres andre relationer, mangler vi en større helhed, især når det kommer til spørgsmål såsom, hvorfor de er, som de er nu, og hvorfor Finn overnatter ved Tulip osv. 

Der er dog en kontrast, eftersom vi får lov til at se flere af Tulips familiemedlemmer, hvorimod Finns familie næsten ikke bliver nævnt. På den måde ved vi, at Tulip i det mindste har nogle omkring sig, der betyder noget.

Det kan også være med til at forklare, hvorfor de tager hver deres valg i slutningen. Vi får en rar fornemmelse, når vi ved, at der er andre omkring de to unge, og de ikke virker helt alene.

Stemningsfuld men mangler ord

Selvom de er bedste venner, behandler Finn og Tulip egentlig ikke hinanden særlig godt; deres venskab er mere baseret på at sørge og drikke sammen, uden rigtig at italesætte noget.

Vi ser Finn lave få forsøg på at tale om, hvor vigtigt det er at sige fra, hvis der skulle være ubehag omkring en. Det bliver dog aldrig til mere end et par ord, hun får indført og så er det videre til næste lokation. Det er lidt en skam, da det ville have været interessant at få et større indblik i, hvad de egentlig gik rundt og tænkte på. 

Vi går fra den ene lokation til den anden i byen, og intensiteten ophedes i takt med at de to bliver vredere og mere følsomme gennem filmen. Det fører os til den helt store scene, hvor de tager erotiske masker på.

Ligesom alt andet, så må den hede stemning på et tidspunkt slutte. Deres veje skilles på slutningen af dagen, og ingen ved, hvad der venter dem dagen derpå. Filmen slutter med en begyndelse på noget nyt, da Finn beslutter, at intetsteds er bedre end hjemme.