Ud af et japansk-usbekisk samarbejde springer Kiyoshi Kurosawas fortælling om en trist rapporter i et fremmed land, som forsøger at finde sig selv. Men er der noget at finde for os som publikum?

Det første, vi hører i ’To the Ends of the Earth’, er et fremmed sprog. Fremmed for os og for hovedpersonen Yoko (Atsuko Maeda), der forvirret leder efter sin transport ud til Aydar-søen, hvor et japansk kamerahold venter på hende.

Foran kameraet er hun den smilende, vinkende tv-personlighed, der med en barnlig entusiasme forklarer om søens historie og folkemyten om en magisk fisk. Når kameraet ikke ruller, er hun indadvendt og ensom – og hvert eneste net, holdet kaster ud, kommer tomt tilbage.

En vildfaren sjæl i et fremmed land

Kurosawa (’Cure’, ’Tokyo Sonata’) skrev manuskriptet til filmen som starten på en samarbejdsproduktion mellem den japanske og usbekiske filmindustri, og det mærkes i meget af materialet.

Hovedpersonerne er på tur til Uzbekistan for at lave en rejseblog til japansk tv, og filmen ender med både at være en slags rejsebrochure, men også en dekonstruktion af rejseunderholdningen selv. Her er Uzbekistan nemlig ikke et magisk sted, hvor man kan finde sig selv.

Yoko tvinges til at spise rå ris, fordi der kun var tid til at gøre en lokal ret pæn for kameraet, men ikke til at koge den igennem. Hun sidder i en halsbrækkende forlystelse nok gange til at kaste op, men smiler lettet til kameraet bagefter.

Efter at dagens arbejde er ovre, vandrer hun rundt i lokalområdet, men uden viden om sproget eller kortlæsning farer hun hurtigt vild i baggyder og må klatre ned ad skrænter og over hegn for at krydse de trafikerede veje.

Livet vender kun tilbage til hendes øjne, når hun skriver med sin japanske kæreste fra hotelværelset.

Tilbageholden magi

Der er en naturlighed over filmen, som kun kan komme af en erfaren hånd, men Kurosawa bryder den naturalistiske stil på enkelte markante tidspunkter til glimrende effekt.

Små øjeblikke af magisk realisme – som da Yoko sniger sig ind i en koncertsal i Tashkent og forestiller sig sin egen optræden – slår den ellers aflukkede films døre vidt åbne. Men dørene smækker igen i kort efter, og vi sidder efterladt tilbage med flere spørgsmål.

’To the Ends of the Earth’ holder kortene tæt til kroppen, men det er svært at sige, om det er en særligt spændende hånd, den gemmer på.

Det åbenlyse og underspillede

Atsuko spiller hovedrollen med en underspillet fysisk tilstedeværelse. Hendes tomme blik, som sad hun i livets venteværelse, føles stadig søgende, som om en stor åbenbaring findes rundt om hjørnet. Hendes utilpashed i de usbekiske gader ses i hendes aflukkede kropssprog og halvt løbende gangart.

Men hendes bogstavelige og metaforiske vildfarenhed er også frustrerende. Hun viser en mangel på nysgerrighed og åbenhed, der gør det svært at forestille sig, at hendes drøm om at blive en stor sanger vil føre nogen vegne.

‘To the Ends of the Earth’ vedligeholder, ligesom sin hovedperson, en tilbageholdenhed, men forkaster den på flere tidspunkter til fordel for vink med vognstænger.

Det er for eksempel ret åbenlyst, hvorfor Yoko har ondt af en indespærret ged og beslutter sig for at befri den, og i et møde med politiet i den næsten for melodramatiske finale skæres filmens tema ud i pap af en venlig betjent.

Hvad vi ender med, er en film, der handler om formålsløshed og tomgang, men som demonstrerer sine temaer mere, end den udforsker dem. Kurosawa udviser flot kontrol over filmens tone, men den tone er ikke ligefrem nydelig.

Man har ikke rigtig lyst til at se Uzbekistan eller til at se disse karakterer igen, når rulleteksterne kører over skærmen.