Nyfødt. En kvinde og en mand lærer hinanden at kende. Hun er fransk og legende, han er amerikansk og stille. Hun overgiver sig, han overgiver sig. De elsker hinanden. De følges noget at vejen. Kærligheden har en pris. De skilles. Hun beholder hans navn.
Den amerikanske instruktør Terrence Malick har, med sin sjette film To the Wonder, udvidet min horisont. Igen. Aldrig har større kontrast og større harmoni eksisteret i én og samme mand, og aldrig har kollisioner resulteret i smukkere visioner end i hans værker. Malick er filmverdenens alvidende fortæller og samtidig en intim hvisken i øret. Aktuel og tidløs, universel og konkret. Overvundet og herskende. Og menneske – altid menneske. Det evige menneske. I jagten på kærlighed.
To the Wonders skønhed skabes af Malicks genkendelige og æstetiske treenighed. Ord, lys og lyd. Emmanuel Lubezki har fastfrosset verdens sjæl, Hanan Townshend komponeret billedernes stemme og Malick selv har skrevet filmens reflekterende fortællerstemme til dette tonedigt. Hvis du overgiver dig, vil disse pittoreske scener trække vejret sammen med dig. Naturen er. Lyset er. Livet er. Filmen er. Undfanget af sanselighed og menneskelighed – født ved skumringstid. Den handler om kærlighed.
Filmen er ikke fejlfri. For det er intet. I min overgivelse fristes jeg til at begrunde disse fejl som et bevidst valg fra Malicks side. Som om deres tilstedeværelse har en mening i sig selv; at bevise og understrege menneskets uperfekthed. Men jeg må erkende, at dårligt skuespil ikke kan lægge ansvaret på en større mening, men blot er dårligt skuespil. Olga Kurylenko kan på ingen måde bære tyngden af sin rolles personlighed. Ulykkelighed forvandles således i hendes skikkelse til en sjældent overbevisende imitation af en høne, der render rundt uden hovedet. Rachel McAdams synes ikke at turde overgive sig til de stærke ord, hun som den eneste i filmen får lov at sige direkte. Det overraskende ved denne erkendelse er, at det ikke betyder særlig meget. Malicks treenighed er ikke så let at få bugt med. Heller ej er kvindernes kontrapunkt, filmens anker, vakt til live af Ben Affleck. Det er omkring hans rolige og overbevisende præstation, alting hvirvler. Og med en kvinde ved hvert ærme og begge ben plantet i den sorte muld viser de sig trods alt, alle tre, at have en plads i denne fortælling. Kurylenko er det naive følsomme barn, der forsøger at danse sig ud af alting. McAdams jagter månestråler, skønt hendes illusioner er brast, og hun holder krampagtigt fast i troen på mening. Og i deres nærvær bliver selv den stoiske Affleck en kujon. Det er konsekvensen af kærlighed.
Det spirituelle er altid tilstede i Malicks film, men aldrig så klart som i denne. To the Wonder referer til selveste frelsen, og det spirituelle er i det hele taget sprunget ud i fuld flor med Guds tilstedeværelse. Om Malick har fundet gud eller ej, er uvist, men han lader ham tænke og tale til os gennem præsten Quintana, spillet af Javier Bardem. En ulykkelig og god mand der ikke kan redde sig selv, men kan give andre ro. Han handler af kærlighed.
At se Terrence Malicks film er som at møde et nyt menneske. En levende organisme, der kan leve i dig, hvis du lever i den. Ikke som en parasit, men i symbiose. Det handler om kærlighed.
Af Sandra Holm
