Tomb Raider -

Få momenter af hæsblæsende computerspilaction og en overbevisende Vikander kan ikke forhindre denne reboot at ende som en kedelig og redundant jagt på den forsvundne skat.

I dag står computerspil for meget mere, end de gjorde for 17 år siden, da den første Tomb Raider-film udkom. Flere spil er blevet betegnet som kunst, eSports har en voksende tilhængerskare og flere unge mennesker kan nu tjene formuer på at game igennem live-streaming sites som Twitch.tv. Desværre er det endnu ikke lykkedes at skabe en vellykket filmatisering af et computerspil, på trods af at man har forsøgt siden den bizarre ’Super Mario Bros.’ fra 1993. Denne udgave af ’Tomb Raider’ er ikke ligeså håbløs som Mario & Luigi spillet af en brite og en latino, og den har også mere at sige end Angelina Jolie i stramt tøj og slowmotion. Alligevel spiller den kortene for sikkert og bliver derfor et kedeligt eventyr fyldt med spildt potentiale.

En ny form for Croft…
Den nye film om skattejægeren Lara Croft er ikke baseret på de klassiske Playstation 1 spil fra en svunden tid, hvor den unge arkæolog Lara kæmpede mod alt fra bjørne til mumier, mens hun bar rundt på meget spidse bryster. I stedet er filmen baseret på den nye reboot spilserie fra 2013, hvor man følger Laras udvikling fra at være en uskyldig og naiv eventyrer, til at blive den seje dobbeltpistolbærende kvinde, som vi kender.

Vi lægger ud med at følge en ung og fattig Lara (Alicia Vikander), der har fravalgt at arve sin fars rigdom, da det vil kræve, at hun erklærer ham død. Lara tror nemlig stadig hun kan finde sin far, som tog på en rejse for syv år siden og aldrig vendte tilbage. En dag finder hun hans sidste opholdssted, en mystisk ø, og tager derhen i håb om at finde sin far. På øen havner hun hurtigt i en vanskelig kamp om at få åbnet porten til en muligvis overnaturlig kraft, og Lara bliver nødt til at træffe brutale beslutninger for at overleve.

…men jeg foretrak den gamle
I ’Tomb Raider’ får vi for første gang et alternativt indblik i den ikoniske karakters liv. I stedet for den overdrevent seje, voksne kvinde, har vi at gøre med en sart ung pige, som forsøger at finde sin vej i livet. Her lykkes det for Alicia Vikander at fremspille overbevisende sårbarhed, og i filmens bedste momenter får man meget ondt af hende, når hun bliver tvunget til at tage ubærlige beslutninger. Det er ikke hendes skyld, når filmens manus er så kedeligt generisk. Man finder hurtigt ud af, at grunden til at vi følger Lara i et fattigt miljø, er for at skabe den klassiske Jeg-er-hård-men-jeg-savner-egentlig-bare-min-far-karakter, og hun bliver desværre aldrig mere!

Derfor bliver det hurtigt en kedelig konflikt, når hun møder filmens skurk, som bare er en ond og skør agent, der nakker slaver, for at understrege sin skøre ondskab. Bevares, den originale Tomb Raider fra 2001 med Angelina Jolie er ikke en film, der består af meget logik og sjæl, men den var underholdende i sin enkelhed og havde en interessant helte/skurke dynamik. Vi finder intet af dette i denne nye fortælling. Til gengæld har vi at gøre med et blødsødt budskab om hvordan den rigtige skat er dem man har. Når skatteentusiasten Lara så endelig finder en skat, men overvejer at begrave den for menneskehedens skyld, begynder det hele at ligne et håbløst forældet plot fra midt 00’ernes eventyrfilmsmani.

Der er få intense øjeblikke i denne film, hvor computerspillets hektiske gameplay og den filmiske oplevelse blandes så godt sammen, at man endelig føler videospillene er nået til det store lærred. Af denne ene grund vil jeg næsten anbefale ’Tomb Raider’ til dem, som vil se en computerspilfilm, der havde potentialet til at blive noget større, men spildte det på at være en kedelig Indiana Jones. Så tror jeg faktisk jeg denne ene gang i mit liv ville foretrække Angelina Jolies kindben.