Da Tømmermænd i Vegas udkom for blot fire år siden, var den en kæmpe succes. I dag står den som et lysende eksempel på bølgen af drengerøvskomediefilm, der har domineret komediegenren det seneste årti (med Judd Apatow i spidsen). Tømmermænd i Vegas var ud over at være ekstremt underholdende både original og et friskt komisk pust, vi ikke havde oplevet før. Det er tredje omgang i Hangover-universet, Tømmermænd Tur-Retur, ikke. Selvom det er svært at tro, er den er faktisk dårligere end Tømmermænd i Thailand. Den er faktisk slet ikke en komedie.
Vi møder ”ulveflokken” noget tid efter eskapaderne i Bangkok. Alle er tilfredse med den roligere tilværelse uden Mike Tyson, hans tiger, thailandske hermafroditter, en vild narkosælgende abe og internationale forbrydere. Ingen mindre end Stu, spillet af Ed Helms, der har fået fjernet Mike Tyson-ansigtstatoveringen. Dog kan Alan, det skæggede vidunder Zach Galifianakis, ikke finde sig til rette og har derfor valgt at droppe medicinen, der holder ham i ro. Sideløbende er den internationale forbryder og evige kilde til ravage og ulykkelige situationer for vores uheldige helte, Leslie Chow, spillet af Ken Jeong, flygtet fra det thailandske fængsel, han blev buret inde i, sidst vi så ham. Derfra løber historien løbsk i et væld af gangstere og action med en smule Ken Jeong og Zach Galifianakis gone rogue.
Det plotmæssige set-up til Tømmermænd Tur-Retur kunne sagtens fungere i en komediefilm. Problemet er dog, at tonen det meste af vejen i højere grad får filmen til at virke som en mørk actionfilm, og det klæder ikke ”ulveflokken” at spille action. Resultatet er nemlig, at to af filmens tre hovedkarakterer (Bradley Coopers Phil og Ed Helms’ Stu) forekommer som alt for stillestående pasagerer, der blot reagerer på ting, mens Galifianakis desperat forsøger at få ikke-sjove situationer til at virke morsomme ved at opføre sig lettere retarderet. Det er ikke helt nok.
Tur-Retur er dog ikke uden lysende øjeblikke. Zach Galifianakis har efter min mening et genialt komisk talent, der i samspil og modspil med særligt Ken Jeong skaber nogle ganske sjove øjeblikke. Også inklusionen af Melissa McCarthy skal have ros, da hende og Galifianakis er a match made in comedy heaven. Desværre for filmen, der vist nok er markedsført som en komedie, bliver det aldrig til mere end halvsjove øjeblikke. I den forbindelse er det også problematisk, at det sjoveste af disse (relativt få) øjeblikke finder sted i post credit-scenen, altså efter filmen er slut.
Ingen druk, ingen tømmermænd, ingen sjov
Det er positivt, at Tur-Retur ikke lig to’eren føles som en mindre sjov genudsendelse af den første. Desværre er det dog negativt, at instruktør Todd Phillips vælger at smide hele ”Hangover”-konceptet i skraldespanden. Ingen vanvidsdruknat og derfor ingen tømmermænd, og det holder filmen som angivelig afslutning på netop denne trilogi simpelthen ikke til.
Alt i alt er jeg glad for, at Tur-Retur er den sidste omgang i Hangover-universet. Når Todd Phillips og folkene tilknyttet (åbenbart) ikke har mere på hjerte, behøver de for min skyld ikke lave flere. Resultatet bliver nemlig bare endnu en film, publikum kommer til at opleve som to timer af deres liv, de aldrig får igen. Mangel på inspiration er filmens største problem. Og den eneste årsag til det er, at ”industriens” vilje til at lave endnu en sequel, der kunne tjene en halv milliard dollars i billetkontoret, vejede tungere, end at tage sig den tid det tager at skabe endnu en legendarisk komedie. Når det er sagt, er jeg fortsat stor fan af Galifianakis, Bradley Cooper og de karakterer, Todd Phillips har skabt. Så hvis de har noget på hjerte, får en god ny ide og laver Tømmermænd – Retur til en rigtig komedie, skal jeg i hvert fald nok gå ind og se den.
