Nøgne damer og søkrig slår til hver en tid det gifte liv og Dantes bøssede værker ifølge Tordenskjold, der i en anderledes periodefilm forsøger at håndtere livet som feteret krigshelt.

Hvor skal man gå hen, når stormen – eller i dette tilfælde måske nærmere tordenbraget – har lagt sig? Når der ikke længere er voldsomme ydre omstændigheder at forholde sig til, og man står tilbage mere alene end nogensinde før? I ’Tordenskjold og Kold’ er svaret dog et af de mere banale , selvom det – ganske tiltrængt – danner præmis for en periodefilm, der ikke ligner alle de andre.

Nøgne damer og bøssede bøger
Ganske utraditionelt er det, at vi i ’Tordenskjold og Kold’ intet får at se til titelkarakterens berømmede krigsbedrifter, men bliver præsenteret for Tordenskjold og hans kammertjener Christian Kold i de sidste måneder op til viceadmiralens mystiske død i år 1720. Utraditionelt er det også, at Tordenskjold ikke umiddelbart bliver portrætteret som den store helt, man gik og forestillede sig, at han var. ’Tordenskjold og Kold’ er i højere grad en humoristisk undersøgelse af, hvilket menneske Peter Wessel Tordenskjold var.

Denne undersøgelse udfoldes på en rejse, hvor Tordenskjold og hans kammertjener, med håbet om et giftermål, drager mod Hannover for at møde den smukke og rige frøken Norris. I filmen er Tordenskjold en vild og ukontrolleret berømthed, der tager for sig af livets goder – damer, druk og.. Ja, det var vidst det. Han er en ung stjerne, der ikke gider læse Dantes bøssebøger, men hellere vil have det sjovt. Dog får man et indtryk af en mand, der er arret af en barndom uden omsorg, og som står tilbage efter en krig og stirrer på livets tomhed.

En lang, lang rejse
Det er på mange måder helt utroligt forfriskende, at få serveret en periodefilm, der forsøger at gøre noget nyt. ’Tordenskjold og Kold’ er en film i ret lille skala, hvor der fokuseres på en uhøjtidelig fortælling om en mand og hans kammertjeners fortrolige forhold og kamp med hinanden og tilværelsen.

Netop derfor er det også endnu mere ærgerligt, at filmen mange steder går lidt i tomgang, hvilket bevirker, at rejsen fra Danmark til Tyskland føles overordentligt lang. Det samme kan siges om dialogen, der mangler skarphed, og man irriteres mere over Tordenskjolds ensidighed end man griner. Jakob Oftebro er fin som Tordenskjold, men formår aldrig at hæve karakteren til et niveau, hvor han for alvor bliver interessant, og det er synd, for idéen er rigtig god.

Min forestilling om Tordenskjold – indrømmet, den baserer sig næsten udelukkende på en tændstikpakke – blev rystet godt og grundigt rundt, men jeg mistede også noget af sympatien for manden på vejen. Det er i sig selv egentlig helt acceptabelt, men ’Tordenskjold og Kold’ mangler gennemslagskraft og selvom den glimtvis er både sjov og intelligent, så er det ærgrelsen over en spildt chance, der sidder tilbage i kroppen.