Den første biopic om den svensk-finske kunstner Tove Jansson instrueret af Zaida Bergroth tager én med storm og giver mod til at skille sig ud.

På en lang trappe står en række børn. De holder deres bøger tæt til kroppen, og deres øjne stråler af stolthed, glæde og forventning. Lidt fra, hvor trappen hører op, står et bord, og ved det sidder en spinkel, blond kvinde med pagehår. En lille dreng står nu foran bordet.”Og hvad hedder du så?” spørger kvinden.
”Olle” svarer han og rækker bogen frem. Hun signerer hans bog med navnet Tove Jansson og tegner en lille mumifigur.

Mange er bekendte med navnet Tove Jansson og ved, at hun er skaberen bag mumitroldene. Filmen ’Tove’ åbner glædeligt op for andre af dele af kunstnerens liv.

Man har klogt valgt at fokusere på perioden 1944-1955, fra hun var 30, til hun var 41. Et klogt valg, da det var formative år både på et kunstnerisk og menneskeligt plan.

Vi møder hende først ved krigens afslutning i et beskyttelsesrum, hvor hun tegner mumitrolde, mens bomberne springer.

”Det dér er ikke kunst”

Hun er uddannet billedkunstner og identificerer sig selv som sådan. Men hendes malerier sælger ikke, og hun tildeles ingen stipendier. Hun lider under ikke at kunne udleve, hvad hun ser som sin metier. Der er dog voksende interesse for hendes mumibøger og seriestriber, og hun vælger at skrive kontrakt først med en finsk avis og senere den store publikation ’Evening News’.

Hendes far (Robert Enckell), den anerkendte billedhugger Victor Jansson, siger i en meget anklagende tone ”Det dér er ikke kunst”, da hun på et tidspunkt sidder og laver mumi-illustrationer. Hans anerkendelse betyder meget for hende, og hendes splittelse vises elegant med en malerpensel placeret ved siden af den blyant, hun tegner og skriver med. Eller i en scene, hvor hun sidder mellem en mumibamse og en af farens skulpturer.

Tove Janssons mor (Kajsa Ernst) er desværre ret fraværende i filmen. Jeg forstår udmærket, at man ikke kan have alle facetter med, men hendes mor var en ligeså afgørende inspiration, som faren var. Hun viste hende, at man som kvinde kan tjene sine egne penge – for moren Signe Hammersten – Jansson forsørgede familien i kraft af sit succesfulde virke som grafiker, og så var hun den, der inspirerede Tove til figuren Mumimor.

Livsomvæltende forelskelser

I kærligheden er det centrale, menneskelige møder, som munder ud i livsomvæltende forelskelser. Først er det filosoffen og venstrefløjspolitikeren Atos Wirtanen, som inspirerede hende til Mumrikken, den frihedselskende vandrer og Mumitroldens bedste ven. Mesterligt bragt til live med kejtet, inderlig ømhed af Shanti Roney. Senere er det  den stilige, dragende teaterinstruktør Viveca Bandler (Krista Kosonen) med de smukke brune øjne og dybe stemme, som bliver den første kvinde, Tove elsker.

Hun elsker dem begge og siger på et tidspunkt til Atos ”Jeg har ingen anden mand end dig og ingen anden kvinde end Viveca.”

Kemien mellem Tove, Atos og Viveca er flammende intens. Når hendes blik møder deres, slår det gnister.

Alma Pöysti er mageløs som Tove. Hendes øjne er så levende, at de agerer som et selvstændigt væsen. Hendes blik er nysgerrigt og sultent og passer perfekt sammen med hendes livsfilosofi, som hun betror Atos ved deres første møde: ”Livet er et vidunderligt eventyr. Man skal udforske alle dets kringelkroge”. Men øjnene viser også Toves sårbarhed, som når hun svigtes af Viveca. Så slukkes glædens lys, og hendes livslyst pustes brat ud.

En dansende Tove

Tove er kunstnerisk i alle aspekter af livet, og også dansen spiller en stor rolle i filmen.

Dels er Tove en del af et Boheme-kunstner-miljø, hvor fest er en naturlig måde at mødes på, men hendes møde med Atos og Viveca sker også gennem dansen. Også vigtige menneskelige erkendelse kommer til Tove i takt med, at hun bevæger sig til musikken. Selv på filmens stærke plakat ser vi en dansende Tove.

Det gør hendes livsglæde og mod fysisk, og vi mærker det på den måde stærkere.

‘Tove’ er en bjergtagende hyldest til kvinden, forfatterinden, maleren og grafikeren. Hun var en kvinde med et kraftcenter af kreativitet og fantasi, som væltede ud i livet med et mod, jeg ville ønske, at alle mennesker ejede bare en brøkdel af.

For en der aldrig rigtig har passet ind i mængden gik jeg, inspireret af Toves urkraft, med en anelse mere rank ryg end ellers hjem fra biografen.