En sært kompliceret historie om at finde sig selv igen 

Til at begynde med må jeg komme med en tilståelse: jeg forstod ikke ‘Toy Story 4’. Jojo, de store linjer var jeg med på. Det var filmens plot og budskab, der efterlod mig forvirret, da lyset i biografsalen tændte. For trods stor fantasi i universet, forløber legetøjsfilmen underligt og unødigt twistet.

At være eller ikke at være legetøj

Faktisk må man spørge sig selv, om det mest er for legetøjscowboyen Woody, at der er lavet en ‘Toy Story 4’. For i begyndelsen af filmen er Woody pensioneret som favorit og sherif hos det nye barn Bonnie og sidder nu i skabet og ser længselsfuldt på det andet legetøj, der leger lystigt udenfor. Woody mangler en mission med sit liv, der igen kan gøre ham til den vigtigste genstand for et barns opmærksomhed.

Denne mission bliver personificeret, om end lidt bagvendt, da Bonnie kaster sin kærlighed på Forky, en hjemmelavet figur af plastik og tyggegummi. For mens Forky er det eneste, der giver Bonnie mod på livet som børnehaveklasseelev, er Forky ikke interesseret i at være krammebamse, men mere i at blive kasseret som det skrald, han var lavet til at være.

Derfor giver Woody sig selv opgaven at sørge for, at Forky ikke stikker af. Når ikke han selv kan være Bonnies vigtigste legetøj, kan han i det mindste være ham, der sørger for, at hun har sin yndling ved sin side. Så hver gang Forky stikker af fra den sovende Bonnies hovedpude, skubber Woody ham på plads mod hans vilje. Så længe Woody er beskæftiget med Forky, føler han at livet er meningsfuldt.

Men det er en smule forstyrrende at se Woody tvangsindlægge den lille gaffel til at være hyggespreder. Derfor er filmens første halvdel langtrukken og der er unødigt mange krumspring, før den egentlige historie går i gang.

Finurlig uden fundament

Under et roadtrip slipper Forky nemlig væk. I ét spring er han ude at autocamperen og Woody springer heltemodigt efter. Her skifter filmen heldigvis gear. Nu skal de to finde tilbage til Bonnie og rejsen er fuld af den fortælleglæde, man kender fra de andre film. De to modvillige venner møder en række nyt legetøj, der alle enten er søde, sjove eller en smule scary, men virkelig godt selskab.

Samtidig er de forskellige steder rige på detaljer. Eksempelvis befinder Woody og Forky sig på et tidspunkt i en antikvitetsbutik, hvor støvet hænger i gardiner mellem reolerne og lyset fra gamle lamper skinner smukt oven over. Med 3D-briller på opstår der en sanselighed i billederne, så man næsten kan mærke støvet foran sig.

Men en god animationsfilm kan mere end at være flot og finurlig. En god animationsfilm kan lære børn og voksne noget om livet og os selv, når vi gennem grin og tårer ser alment menneskelige problematikker udspillet af levende legetøj eller på indersiden af hjernen. Men plottet i ‘Toy Story 4’, gør at budskabet fremstår utydeligt. Det er svært at gennemskue, hvad filmen forsøger at kommunikere til os og det er derfor, jeg ikke helt forstår den.

Woody og midtvejskrisen 

Til gengæld opnår filmen at afstigmatisere tilværelsen som ejerløst, og dermed fortabt, legetøj. I et univers hvor det højeste man kan opnå er at være ejet af et barn, har det legetøj, der ikke har nogen ejer, i tidligere film været fremstillet som deprimerede eller deciderede ondsindede. I ‘Toy Story 4’ finder vi ud af, at det legetøj man skæver mistroisk til i bunden af sandkassen også kan have et meningsfuldt og i bund og grund mere frit liv.

Woody er en elskelig karakter og set med voksenbriller er filmen en formfuldendt knude på hans karakterbue. Så ‘Toy Story 4’ er på en måde en film om en mand i midtvejskrise. Ved slutningen af filmen (der er ret radikal!) kan vi alle slappe af i vished om, at Woody har det godt der hvor han er. Indtil videre i hvert fald. Når hvedebrødsdagene er ovre, kan man jo lave en film om hvordan hverdagslivets tristesse igen rammer den langlemmede cowboy.

To infinity….

‘Toy Story 4’ sprudler ligesom forgængerne af fortælleglæde, men den underlæggende historie er rodet. Derfor er der lidt længere mellem, at tårerne triller af enten grin eller gråd. Legetøjsfilmen gør dig ikke klogere på dit eget liv, men distraherer dig fra det, mens Woody bliver klogere på sit.