Transit fortæller en genkendelig historie på ny vis, men mister sin essens på vejen.  

Det åbnes med, at vi møder vores hovedperson, Georg (Franz Rogowski), på en cafe i Paris. Lyden af sirener trænger igennem væggen, men vores helt sidder stille og roligt og nyder sin kaffe, til der kommer en anden mand ind. Herfra bliver vi kastet direkte ind i handlingen, ”tyskerne kommer, og deres udrensning vil snart komme til Paris”. Vi befinder os altså i Paris, men om vi er i 40erne, eller om vi er i 2018, gøres aldrig klart.

Brevdue i nutidens Paris
Tyskland invaderer, men menneskerne er moderne klædt, bilerne er moderne, men mobiltelefoner findes ikke, og internettet er der tydeligvis ingen, der har hørt om, for det første, der sker, er, at Georg skal afsted for at levere et brev. Vi får heller aldrig nogen anledning til at danne et indgående forhold til filmens univers, på samme måde som vi aldrig helt kommer under huden på nogle af karaktererne vi møder.

Den mystiske fortæller
Georg er vores ankerpunkt igennem hele filmen, bortset fra når der pludselig kastes en fortællerstemme ind midt i første akt, som vi ikke kan identificere før helt til slut som en relativt ligegyldig karakter. Hvem han fortæller til og hvorfor, bliver aldrig uddybet.

Romantik-tak
Som nævnt, kredser filmen rundt Georg, der rømmer fra tyskerne, og etter hvert Marie (Paula Beer) som er konen til manden hvis identitet Georg har stjålet. De to indleder et romantisk forhold, frem til det går op for Georg hvem Marie er. Dog føles hele romansen utrolig påtvunget, der er minimal kemi mellem de to skuespillere, dialogen mellem dem er overfladisk og hændelserne som får dem sammen føles som taget ud af en kioskroman.

Flygtninger igennem tiderne
Det hele er ment som en metafor på dagens flygtninge-krise og opblomstring af højre-orienterede politiske partier. Noget, som er tydeligt lige fra starten. Christian Petzold, instruktøren, vil minde os om krigens forfærdeligheder, og hvordan det ikke er utænkeligt, at det kan ske tæt på os i nær fremtid. Det kunne være vores tids Casablanca med nogle ”fremtid møder fortid”-elementer fra Her. Dog fører det rodede narrativ og de uinteressante karakterer til, at metaforens tyngde falder til jorden.

Foto: Camera Film