Der findes stadigvæk afkroge af verdenen, som vi i vores snævre vesten-centriske verdensbillede endnu ikke har opdaget eller værdiger særlig megen tid til. Derfor er dokumentarfilm det perfekte redskab til at besøge de ukendte steder – der hvor livet nok er lige så trivielt som vores, bare under lidt andre forudsætninger.

De knapt så eksotiske himmelstrøg i Anna Eborns nye dokumentar ’Transnistra’ er byen Kamenka i den lille udbryderstat Transnistrien, som ligger klemt inde mellem Ukraine og Moldova. Her følger vi livet hos en gruppe teenagere, mens de forsøger at navigere sig igennem ungdommens hormonhelvede med venskab, fjendskab og kærlighed – grænserne mellem de to første ligger meget tæt op ad hinanden, når sidstnævnte er

Fokus er på den karismatiske Tanya, der til dels nyder livet med drengene, men også har en længsel efter mere, end hvad der er udsigt til i den lille flække af det tidligere Sovjet..

Sommeren ’69
Filmet på knitrende 16mm åbner filmen om sommeren, hvor alt har et orange skær og Terrence Malick-esque filosofiske replikker som ”Fandt du af, om du elsker mig?” ligger strøget henover gudesmukke naturbilleder. Badende ved den lokale sø prøver alle drengene at fange Tanyas opmærksomhed, og lidt let brydekamp fyrene imellem giver en stemning, der minder om noget fra en naturdokumentar, hvor de unge hanner skal slås om, hvem der er alfa-hunnen værdig.

Man bliver da også i starten i tvivl om, hvorvidt det er fakta eller fiktion, man ser, da det hele bare virker alt for perfekt; personerne, situationerne og klipningen. Men efter den meget stærke begyndelse falder kvaliteten.

Spørgsmål om et mord i byen blandt en af deres jævnaldrene skøjtes der let og elegant henover, hvilket er meget symptomatisk for filmen generelt. Flere presserende og interessante spørgsmål bliver sat op, men aldrig besvaret. Nogle ville måske mene, at det matcher hovedpersonernes opmærksomhed angående de ting, men ikke desto mindre er det frustrerende, at kameraet ikke kommer derind, hvor det bliver rigtig spændende.

Vinteren er på vej
I takt med at nætterne bliver længere, vokser Tanyas udlængsel også. Med udsigt til gruppens opløsning bliver konflikterne også mere frekvent og intense.

En, hun altid kan regne med, er Tolya, som tidligt virker fascineret hvis ikke hovedkulds forelsket i Tanya. Udover hendes familie er han den eneste, man får lidt at vide om, og det er ærgerligt, at menneskerne i filmen aldrig rigtig bliver mere end endimensionelle tændstikmænd i den golde, men smukke verden.

Alt i alt er ’Transnistra’ et fascinerende og smukt blik ind i en afkrog af verdenen, vi sjældent ser. Kontrasterne mellem årstiderne understreger Tanyas udvikling i takt med hendes evigt skiftende hårfarve. Desværre formår Eborn aldrig rigtig at komme ind der, hvor det bliver rigtig spændende, og derfor ender filmen meget uforløst og lettere forglemmelig.