Stephen Daldrys seneste adaption fra bog til det store lærred følger tre brasilianske drenges kamp for overlevelse i et korrupt og fattigt samfund. Daldry rammer som sædvanligt alle følelsesmæssige toner, men filmen er i sidste ende en anelse forudsigelig.
Stephen Daldry har tidligere haft utrolig succes med at adaptere romaner til film. Både ’The Hours’ og ’The Reader’ gav ham Oscar-nomineringer for ’Best Director’, og selvom ’Extremely Loud and Incredibly Close’ ikke smed en ’Best Director’-nominering af sig, så fik den en ’Best Picture’-nominering. ’Trash’ ligger også klappet og klar til award season 2015 og indeholder mange Oscar-ingredienser. Mest iøjnefaldende er det modige valg at lade filmen bære af tre brasilianske teenagedrenge uden professionel erfaring. Et par Hollywood-navne er klistret på for en god ordens skyld, men Rooney Maras NGO-frivillige og Martin Sheens præst er historien underordnet. Filmens omdrejningspunkt er nemlig de tre drenge, og deres rejse efter sandheden om den tegnebog en af dem en dag finder lossepladsen; en tegnebog med et politisk sprængfarligt indhold.
Charmerende favelabørn
De tre drenge i hovedrollerne (Rickson Teves, Eduardo Luis og Gabriel Weinstein) klarer sig strålende, og deres charme og inderlighed skinner igennem. Dog mistænker jeg dele af deres præstationer for at være klodsede, men de konklusioner må jeg overlade til folk, der faktisk taler portugisisk, da det meste af filmen foregår på dette sprog. Valget passer filmen godt, og Daldry undviger herved en klassisk ”lad-os-lave-en-eksotisk-film-som-vesterlændinge-stadig-kan-sluge”-manøvre, der pinagtigt tvinger lokale skuespillere til at tale engelsk (jeg tænker slet ikke på ’Memoirs of a Geisha’), selv om historien burde udspille sig på deres modersmål.
Forholdene drengene imellem er troværdige og kærlige. De er alle slumbørn uden familie, og det er klart fra første frame, at de er selvstændige og stædige. Dette bliver filmens bærende faktor, da publikum skal tro på, at drengene drives videre af ren og skær retfærdighedsfølelse og patriotisme, og at de aldrig kunne have gjort det alene. De bliver aldrig behandlet som børn, og filmen lader dem frit blive i denne gråzone af teenagedom.
Førstepersonfortællerens forbandelse
Det lyder som en blanding af dansktime og ’Indiana Jones’, men er i virkeligheden enhver manuskriptforfatters værste mareridt, når en roman skal adapteres til film. Alt det saftige karakterinformation man får fra en førstepersonfortæller i en bog skal pakkes ind i et filmmanuskript på cirka 100 sider. ’Trash’ undgår den trætte voiceover, men snyder ved at have klip af drengene, der taler direkte til kameraet og fortæller deres historie. Indslagene bliver unødvendige kapitelskift og er en anelse for let sluppet.
Man kan ikke se det på filmen og dens markedsføring, men romanen ’Trash’ af Andy Mulligan er faktisk en bog til teenagere (eller young adults). Blandt vampyrer, varulve og Katniss Everdeen har Mulligan valgt at skrive en bog om tre brasilianske gadedrenge, der går op i mod det korrupte politiske styre. Et modigt valg, der taler til de unge med respekt og integritet. Filmen har en anden tilgang og sigter mod et ældre publikum, hvilket ikke er urealistisk, da filmens temaer er eviggyldige og modne. Men filmens hæsblæsende jagtscener og ubehagelige sandheder om korruption og politivold bliver punkteret af moraliserende replikker og unødvendige opsummeringer. Drengene gør det, fordi det er det rigtige at gøre – vi har fattet det!
Alt i alt er ’Trash’ et nobelt forsøg på at behandle så store problemer som politik, korruption og økonomiske skel, men filmen tager ikke sit publikum seriøst nok. En klassisk David/Goliat-historie får et skud sukkervand og bliver for hellig og Hollywood. Havde den turde hvile i de mørke afkrog og i smerten (som for eksempel ’The Hours’), havde den gjort et større indtryk.