’The Square’-instruktøren, Ruben Östlunds, nye film forfører med absurd humor og eksponerer den frie verdens selvoptagede forbrug igennem et jetset-sejlads fra helvede. Overfarten, der blander bræk og østers, bringer ren ekstase.

Skrevet af Ida Pedersen

”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død”, skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932, og med verdens nuværende tilstand, kan det snildt forstås, hvorfor svenske Ruben Östlund har gjort det samme. Skibet, vi sejler med her, er en luksus-yacht i fornemmeste klasse, og personagerne ombord bringer alle deres særlige profil og historie med sig. Rollelisten er stjernebesat og tæller gamle travere som Woody Harrelson og danske Vicky Berlin.

Inden vi skal opleve dramaet, der er omgivet af rælingen på skibet, starter fortællingen hos det unge model-kærestepar Carl (Harris Dickinson) og Yaya (Charlbi Dean). De traver på catwalks, spiser dyre gourmetmiddage og går til nådesløse auditions.

Allerede her slås den absurde tone an. Vi møder Carl som del af en gruppe modelmænd. På skiftende kommando, får de at vide, om deres posering skal sælge H&M eller luksusmærket Balenciaga, og de anlægger ansigtsfolderne derefter. Råbes der H&M er de letsindende, smilende og inkluderende, råbes der Balenciaga flekser de musklerne og nedstirrer kameraet med et nederdrægtigt blik. Omskifteligheden er grotesk og ekstremt underholdende.

Internationale jetsettere på afveje

Carl og Yaya er anker i fortællingen. Som del af sit virke som influencer, har Yaya fået sponsoreret deres pladser ombord på skibet. De har ikke sluppet en krone, og pludselig er de omringet af ældre par med langt mere mønt på lommen. Der er lagt op til spændinger, og dramaet mellem de to unge udvikler sig løbende, da selv langstilkede modeller kan opleve parforholdsknas med jalousi og mindreværdskomplekser.

Carl har en evig beskæftigelse i at tage billeder af Yaya, når hun slanger sig i en solstol, og det samme har den russiske rigmand Dimitry (dansk-kroatiske Zlatko Buric), når det kommer til den ene af hans kvindelige medpassager. Trods geografiske og kulturelle forskelle har de navlepillende og narcissistiske ego-univers på Instagram til fælles.

Kontrasterne kommer stærkest til syne i forholdet mellem passagererne og de ansatte på båden, og de udfoldes i talrige scenarier. Et af de sjoveste kommer, da en af russerne ombord i et forfejlet forsøg på medfølelse forslår, at de ansatte skal stoppe alle arbejdsopgaver, og i stedet tage en badetur, selvom de på ingen måde lyster at springe i bølgen blå.

Blandt personalet går det heller ikke stille for sig. Det umulige samarbejde mellem Woody Harrelsons afdankede kaptain og Vicky Berlins overstewardesse markerer perfekt de interne stridigheder på skibet.

Forgyldte flygtninge

Der er ingen tvivl om, at Ruben Östlund, der er præmieret med to guldpalmer, har begået endnu en genistreg. Hans film ’The Square’ fra 2017 der havde Claes Bang i hovedrollen, blev snydt for en Oscar, men med ’Triangle of Sadness’ øjnes en chance for et modslag, hvis den bliver indstillet til prisen.

Östlund har et velkendt formsprog med lange indstillinger og ynder at kredse om temaer som næstekærlighed, socialt ansvar og udfordrede hierarkier og politiske systemer. I denne film har han tilført et ekstra lag kritik i form af privilegieblindhed og overforbrug, som kun forgylder glæderne. På et tidspunkt får han genialt de rige ombord til at ligne flygtninge. Hans evne til at formidle store uligheder i helt absurde momenter er slående, og man efterlades til at gå ind i et eftertænksomt humør for at få alle nuancer med.

’Triangle of Sadness’ er for alt og alle og ikke blot en lille elite, som den selv skildrer. Humoren tilbyder endda blockbuster-kvaliteter i en ellers mere finkulturel og tænksom film, så selv dem med et mere jævnt kendskab til film vil nyde deres plads ombord.