Det er ikke ofte den her slags film får premiere i biograferne, slet ikke i Danmark. Action i b-film-kampsportsklassen har dog fået lidt af en renæssance på grund af succeser som ’John Wick’-serien. Handlingen er ikke noget, der kommer til at vinde nogle priser på manuskriptfronten. Den skal kun lige være tålelig nok til, at tiden imellem actionsekvenserne ikke er fuldkommen horribel.

Her er rammen en egentlig ganske simpel hævnfortælling pakket ind i noget kriminelt lirum-larum, som overhovedet ikke giver mening, hvis man nærstuderer det alt for meget. Til gengæld er der virkelig mange forskellige kampstile.

De godhjertede lejesoldater Payu (Tony Jaa) og Long Fei (Tiger Hu Chen) bliver snydt til at lede en gruppe skruppelløse kriminelle til en britisk spionbase i midten af en ufremkommelig jungle i Thailand. Her bliver terroristen Collins (Scott Adkins) holdt fanget og da sandheden går op for duoen, bliver de overmandet og efterladt til døden.

Hæsblæsende og lettere forvirrende, ik’?

I know Kung Fu
For den almene biografgænger er det næppe sandsynligt, at nogle af navnene involveret i den her film vækker genklang. Aficionadoer af de her slå-på-tæven-film vil til gengæld tabe kæben og savle i flere omgange. Her er flere sorte bælter samlet end på en catwalk i Milano og det er ikke skuespillere, som har lært at slås til en rolle. Det her er folk som kan knække nakken på dig hurtigere, end du kan sige Jean Claude Van Damme.

Den største stjerne er indoneseren Iko Uwais fra de spektakulære ’The Raid’-film og Netflix-fænomenet ’The Night Comes for Us’. Silat-udøveren kan lave kombinationer det menneskelige øje knapt nok kan opfange og derfor er det så meget underligere, at hans evner ikke bliver brugt til fulde.

De fleste gange får han rent ud sagt tæv af dem han slås med. I stedet er muay thai-bokseren Tony Jaa og wushu-kranieknuseren Tiger Hu Chen dem der deler flest øretæver ud. Ikke et slag eller spark er spildt og det er skønt at se dygtige folk udfolde sig i lange, uafbrudte kameraindstillinger, så man rigtigt kan nyde deres håndværk – de øjeblikke er der desværre ikke helt nok af.

Bad motherfuc***s
De onde er heller ikke helt uefne i skallesmæking. Adkins og Michael Jai White, der spiller håndlageren Devereaux, bliver troværdigt sat op som de ultimative badasses, som heltene skal møde til allersidst i episke kampscener.

Læg dertil den tidligere MMA-kæmper Michael Bisping, taekwondo-gudinden Jeeja Yanin, en ordentlig dosis stuntfolk og skurke-galleriet samt alle andre, der skal have et par på hovedet, er fuldendte.

Derfor er det så meget mere frustrerende, at der bliver spildt hele tre minutter på en product placement sekvens for øl. Karakterudviklingen er mindre end hvad standarden er for den her genre og replikkerne er desværre konsekvent ufrivilligt morsomme og selvmodsigende. Skuespillerne prøver, men det er Sisyfos-arbejde de er ude i.

’Triple Threat’ leverer til tider de øretæver den lover, men et dumt og kompliceret manuskript saver benene over på de ellers hårdføre nævekæmpere. Alt for meget tid bliver spildt på ting, som enten ikke fungerer eller ikke bliver fulgt op, men i sidste ende sidder man alligevel med et kæmpe smil på læben, når det sidste slag er slået.