Efterfølgeren til filmen om de danske Gjøltrolde lærer børn at acceptere hinandens forskelle, mens skaberne bag forgæves kæmper for at være moderne.

Der er på ingen måde sparet på glitter og pangfarver, når de velkendte trolde igen rammer det store lærred, hvilket må være en fryd for børnehjerter.

Efterfølgeren til filmen fra 2016 har gået sin sejrsgang på streaming hjemme fra inden sin post-lockdown premiere.

’Trolls på verdensturné’ har da også noget på hjertet til de mindste, som enhver god børnefilm i virkeligheden burde. Ærgerligt nok bliver de gode intentioner langt hen ad vejen overskygget af noget af en cringefest.

Ikke alene i verden
I forgængeren fik de danske trolde en lettere smuk-ificering, og en konflikt i form af en fjende, der spiste de små væsener for at kunne føle glæde.

Når den handling blev blandet med lige én sadistisk joke for meget, så kan man ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor lige dette univers skulle udvides.

Men i efterfølgeren er Poppy og Kvist tilbage, med stemmer fra Stine Bramsen og Tim Schou, og her er konflikten, efter min mening, på et helt andet niveau.

Disse trolde er nemlig ikke de eneste trolde i det farverige univers.

Nej, der er trolde for hver eneste genre af musik, du kunne tænke dig, hvor vores hovedpersoner passende nok er poptrolde.

Design og animation er stadig en glæde for barnlige sjæle, og jeg sætter pris på kreativiteten, ligeså inklusionen af knap så mainstream genrer som reggaeton og k-pop.

Men som mange elementer ved denne animationsfilm, opdagede jeg, så har inklusionen en bagside, og det er et persongalleri, der kæmper for opmærksomhed fra alle sider.

Der er ingen tvivl om, hvem hovedpersonerne er, men i en film, der henvender sig til de mindste i familien, er tiden svært planlagt. Jeg sidder selv og bliver en tand forvirret over, hvilken retning handlingen tager.

Som så mange andre børnefilm før den, så kan den egentlig en del, når vejs ende altså er fundet. Men den gaber endnu en gang over mere, end den kan sluge.

Velkommen til det nye århundrede
I kernen af denne efterfølger er både plot og budskab mere hjertevarmt end den forrige, når troldene forsøger at forstå hinandens forskelle – forskelle der altid har skillet dem ad førhen, grundet deres vidt forskellige musiksmag.

Den har faktisk også et par plottwists, der er ligeså relevante, og spejler på visse punkter den verden børn skal vokse op i.

Desværre er det tydeligt, at skaberne bag ikke ligefrem er opdateret på andre punkter, hvilket ærgerligt nok inkluderer musikken.

Mens alsidigheden i genrer er på plads, så virker det som manglende research, når rocktroldenes repertoire består af solide numre som ’Crazy Train’ og ’Rock You Like a Hurricane’, mens poptroldene stort set kun kender til sange fra det seneste århundrede.

Og at ’Party Rock Anthem’ og ‘Gangnam Style’ opfattes som de vigtigste sange i verdenen, ja, det virker som om, produktionen er fem år for sent ude.

Desuden: Når k-pop eksisterer i troldeuniverset, så burde Psy’s overspillede hit da høre herunder, og ikke den almene pop?

Jeg tvivler ikke på, at der kun har været gode intentioner bag skabelsen af ’Trolls på verdensturné’, og at budskabet intet fejler. Hvad jeg derimod tvivler på, er at børn på nogen måde vil finde filmens referencer relevante, for der er i hvert fald ikke mange, der danser med på ’Gangnam Style’ mere.

Jeg bifalder filmens succes, og rampelyset på vores danske legetøj. Jeg er dog fortsat overbevist om, at der findes bedre børnefilm derude – det fortjener børnene i hvert fald.