Musikkunstneren Lana del Rey sampler sig til samtids-americanakunst. Sex, pistoler, religion, stoffer, strippere, store biler, tatoveringer og… tør man sige det… kærlighed. Intet er helligt i Guds eget land. Et tema, der har resulteret i et par meget succesfulde musikalbums. Men hvorledes tager Lana del Reys vision sig ud i kortfilmsformat?

“Dear John…”. Lana del Rey er på knæ. Hun beder til John Wayne, der står i paradisets have og swinger sin lasso ved siden af Marilyn Monroe, Elvis Presley og Jesus. Hun er på vej til syndefaldet – det bibelske og det amerikanske. Hvis der da overhovedet er en forskel. Hun og Adam (spillet af albino-modellen Shaun Ross) tager en bid af æblet og så går startskuddet, i bogstaveligste forstand, til en kun mere og mere syret og farveeksplosiv omgang amerikanske samtidsscener, der til tonerne af Lana del Reys musik kaster tilskueren igennem en historie, der tegner et billede af Adam og Eva som evige Bonnie & Clyde-hustlere i et konstant desintegrerende paradis. Det lyder mærkeligt – og det er det også.

‘Tropico’ havde premiere i Hollywoods gigantiske Cinerama Dome. Det er vigtigt at vide dette, når man YouTube-streamer den 27-minutter lange kortfilm. Det brede 2.59-format, der på ingen måde kommer til sin ret på en normal computerskærm, er netop kendt som “Cinerama” og er en ‘old-school’ amerikansk filmteknik, der omfatter brugen af tre fremvisere på samme tid. Når man forstår, hvordan Lana del Reys kortfilm, ligesom hendes musikværker, også eksisterer i kraft af et defineret kulturelt tid og rum, er det muligvis også lettere at forstå, hvorfor ‘Tropico’ er så interessant.

For ‘Tropico’ er svær at placere genremæssigt og dermed også svær at vurdere. På den ene side har Lana del Rey og instruktøren Anthony Mandler valgt at kalde ‘Tropico’ for en kortfilm. På den anden side sidder man åbentlyst og overværer en 27 minutter lang musikvideo. Rent filmisk er den ikke et mesterværk. Den visuelle stil refererer ofte til amerikanske filmkunstnere som for eksempel David Lynch og James Bidgood, uden dog at nå disses niveau. Filmen er heller ikke så stilsikker og gennemført som for eksempel Kanye Wests Runaway fra 2010, der umiddelbart er den eneste kortfilm, der genremæssigt kan holdes op mod ‘Tropico’. Til gengæld er det sikkert, at det kunstneriske budskab er langt mere intellektuelt og dybt, end Kanye West nogensinde ville kunne udtænke.

Så er ‘Tropico’ værd at se? I rollen som musikkyndig filmanmelder, vil jeg anbefale filmen til folk, der i forvejen er bekendt med Lana del Rey og måske har deltaget i den hype, der har eksisteret forud for filmen. En hype, der på mange måder også kan ses som delelement i Lana del Reys samtidsvision. Andre vil muligvis sidde tilbage og føle en vis ligegyldighed over for ‘Tropico’; for hvis man accepterer den som en ‘rigtig’ kortfilm, må man også erkende, at produktet langt fra når de kunstneriske højder, som Lana del Reys musikalbums gør. Men set i Cinerama Dome, omgivet af glamourøse og skandaløse Hollywood-spøgelser, har ‘Tropico’ været en fantastisk oplevelse.

‘Tropico’ kan streames via YouTube: