Nicolai Meldgaard Eskesen

Med genfortolkningen af True Grit, der har sit litterære udspring fra Charles Portis avisføljeton i The Saturday Evening Post fra 1968, har Ethan & Joel Coen begået sin mest populære film til dato, hvis man kigger på salgstallene i USA og ikke mindst på antallet af de 10 Oscarnomineringer, som er henholdsvis 2 og 3 mere end brødrenes mest populære film; No Country for Old men og Fargo.

Ret skal være ret. True Grit har været filmatiseret en gang før, nemlig i 1969, hvor John ”the Duke” Wayne indtog (hoved)rollen som den aldrende sherif ”Rooster” Cogburn på jagt efter unge Mattie Ross’ fars morder. En film, der også har senere giganter som Robert Duvall og nyligt afdøde Dennis Hopper i mindre roller.

At Coen brødrene har skelet til begge værker, men mest til bogen bliver man hurtig forvisset om i og med at filmen fra start placerer Hailee Steinfeld, som den 14 år gamle Mattie Ross i den altdominerende hovedrolle. Ankommet til grænsebyen Fort Smith er hun fast besluttet på at fange sin fars morder; Tom Chaney ( Josh Brolin). Med sin strenge bibelske overbevisning søger hun hævn, for som hun siger, er der kun en ting i denne verden, der er gratis; Guds barmhjertighed.

Hermed er filmens klassiske westernmotiv om hævn kørt i stilling og som historie betragtet er der intet originalt på spil i True Grit, der tydeligt markerer sine tilhørsforhold til den amerikanske urgenre; The Western. Hvorfor så den store ståhej om filmen, der er blevet de to filmbrødres største box office succes? Svaret grunder, som denne anmelder ser det i tre forhold.

For det første er der skuespillet og manuskriptet, hvor Jeff Bridges i rollen som den fordrukne men til tider også durkdrevne ”Rooster” leverer en præstation helt på højde med sidste års oscarpræstation som Bad Blake i Crazy Heart. I stakken af gode skuespilpræstationer er der udover den meget omtalte Hailee Steinfeld og hendes oscarnominering i bedste birolle for en præstation, der ikke kan betragtes som andet end en hovedrolle, finder vi en utroligt velspillende Matt Damon som Texas Rangeren LaBoeuf, der slår de to følgeskab i håbet om at fange Chaney og inkasserer en dusør for manden.  Spillet mellem disse tre er en nydelse ud i fascinerende sprogblomster, musisk betoning og besjælet mimik.

For det andet er stemningen og filmfotograferingen mesterligt afstemt fra lydsidens brug af gamle kristne hymner såsom Matti Ross’ tema bygget på den protestantiske præst Elisha A. Hoffmans Leaning on the Everlasting Arms til Roger Deakins kolde men skønne fotografering af de vinterkolde vidder i Arkansas og den vildmark Mattie, Rooster og LaBoeuf ridder ud i.

Endelig er der humoren. Den særligt skæve humor som er en af Coenbrødrenes varemærker, som da tilskueren og Mattie første gang træffer Bridges karakter. Eller det vil sige, vi hører ham kun, alt i mens han sidder på det lille hus og gentagende gange nægter at komme ud og konfrontere den udfrittende og bestemte pige.

Alt i alt er True Grit mere en klassisk western end det er en typisk Coen film, hvilket måske i virkeligheden er grunden til den brede appel. Dette til trods er man stadig mere end almindelig godt underholdt undervejs!