Bryan Cranston spiller den kommunistiske manuskriptforfatter Donald Trumbo, der ikke lod sig fælde af filmindustriens jagt på ’de røde’.

Her sidder jeg så ved tasterne og skriver. Jeg har tændt mig en cigaret og sat en hurtig jazzskive i pladeafspilleren bare for at slå stemningen an. Men der er nu stadig langt fra min stol i det enogtyvendeårhundredes København til efterkrigstidens højreorienterede Hollywood, hvor den kommunistiske manuskriptforfatter Donald Trumbo arbejdede – ofte fra sit badekar med en smøg i munden. Han var en af verdens bedst betalte forfattere og levede både familielivet på sin ranch i det nordlige Hollywood og var samtidig en fast del af Hollywoods sociale sfære – alt imens han var erklæret politisk aktivist.

Højt at flyve
Det går altså storslået for Trumbo, men han er en principfast mand, og når USA’s frygt for den kommunistiske invasion når Hollywood, er der ikke meget han kan gøre for både at bevare sit politiske standpunkt og sit arbejde. ’Trumbo’ er både en film om en mand, der ikke vil lade sig stoppe af nedtur, men i processen mister grebet om sin familie, samt en historie om Hollywoods mørkeste tid, hvor loven om ytrings- og politisk frihed blev gemt langt væk i en skrivebordsskuffe, og hvor venner og kollegaer blev fjender og stikkere.

Et ensemble som er filmguderne værdigt
Trumbo selv er spillet af Bryan Cranston, der har fået en Oscarnominering for sin første hovedrollepræstation på det store lærred. Dertil kommer en fuldstændig vanvittigt flok af bi-karakterer i form af tidens største stjerner fra filmindustrien. Gangsterfilmstjernen Edward G. Robinson, westernlegenden John Wayne, superproducer Louis B. Mayor, hollywoodhunk Kirk Douglas og manusforfatter Arlen Hird (spillet af en fantastisk subtil Louis C.K) er bare nogle af gæsteoptrædenerne. Værd at nævne er også B-filmproduceren Frank King, spillet af John Goodman med en hylende morsom no-bullshit attitude. Igen er dette bare nogle af de mange guldkorn for filmnørder, der springer ind fra højre og venstre hele filmen igennem.

Cranstons dramatiske øjeblikke – især med familien og datten spillet af Elle Fanning – går lige i hjertet. Men måske er det også fordi, han minder ret meget om min egen far. Hans komiske timing er lige i øjet, når han sidder i badekarret og skribler løs, imens han asker på sig selv. Alle spiller godt, selvom de mange gæsteroller nogle gange balancerer på grænsen til karikatur. Det har måske også noget af gøre med instruktøren Jay Roachs filmografi, der indbefatter tre ’Austin Powers’ film, ’Meet the Parents’, ’Meet the Fockers’ og ’Dinner for Schmucks’.

Hollywoodfilm om hollywoodfilm
Trumbo gav ikke op, selv da han blev bandlyst fra branchen og stukket i ryggen, skrev han dag og nat på manuskripter, som han ikke engang kunne sætte sit eget navn på. Det er både et relevant og interessant præmis at lave en film om, og som alle ved, elsker Hollywood at lave film om sig selv. Det bliver lidt selvsmagende til tider, og ’Trumbo’ bevæger sig ikke overraskende ind i ’biopic land’. Det er en smule ærgerligt, for der ligger en større og mere tidsrelevant historie gemt et sted. Specielt filmens sidste kvarter bliver trægt, og man får en fornemmelse af, at den ikke rigtig ved, hvor den skal stoppe sig selv. Den afsluttende morale om ’gå på mod’ og ’lad ikke systemet slå dig ned’, kunne være leveret en tand mere subtilt, men med det sagt, har hele holdet bag filmen leveret et smagfuldt komediedrama, med så mange filmreferencer at det er de fleste filmnørder værdigt.