Portrætteringen af den udkørte tredjegangsgravide Marlo er trods sin åbenlyse mangel på sexappeal et overraskende skarpt portræt af problemerne hos en særlig samfundsgruppe. Småbørnsforældrene.
Det var med et minimum af forventninger, at jeg plantede mig i sædet en solrig fredag morgen for at se ’Tully’. En film, som på plakaten lader til at handle om Charlize Theron, der lettere forvirret har fået sit ansigt plastret til med farverige børneklistermærker. En cupcake. En regnbue. En havfrue. Umiddelbart lød beskrivelsen om den udkørte tredjegangsmor, som får foræret en ”night nanny” både mærkelig og uinteressant. Hvad klistermærkerne skulle signalere andet end, at filmen handler om børn, var svært uigennemskueligt. Men hvad jeg ikke vidste var, at ’Tully’ både skulle vise sig at være underholdende og nøjsommeligt planlagt, så ikke engang et havfrueklistermærke stod tilbage som uforløst.
Reitman undviger komediedramaets catch 22
Én ting, der under ingen omstændigheder er for lidt af i denne verden, er komedier, som ikke er sjove. Komediedramaet løber derfor altid risikoen for at ende som en underholdningsmæssig catch 22. For kedelig til at være et godt drama, for højpandet til at være en god komedie. Men med fjer i hatten som ’Juno’ og ’Thank You for Smoking’, må det om nogen være Jason Reitman, som kan formå at minde hele verden om, at komediedramaet er landet af fløde og honning, hvis man skruer det ordentligt sammen. Theron leverer punchlines til kryds og sslange. Der kommer også et par lidt tykpandede, men morsomme kommentarer fra ingen anden end post-it-ikarossen Jack Berger fra Sex and the City (eller Ron Livingston om man vil).
En kvindelig karakter der både er sjov og ægte gravid
’Tully’ er sjov, det kan man ikke tage fra den. Der er noget grundlæggende forløsende over den tunge Charlize Theron, som hun slæber sig igennem graviditeten. Graviditeten der som regel på film forbindes med urimeligehedsprivilegier og at æde en hel snackafdeling, uden at det kan ses andre steder end på en kugleformet mave placeret perfekt på en lang og slank modelkrop. Den slags graviditet, som mere ligner, at kvinden ved et uheld har slugt en pilatesbold, end at der er hormoner i overflod og udmattelse forbundet med processen. Jason Reitman lader til at have indset, at han kan noget indenfor skildringen af kvinder, der er i omstændigheder uden at lefle for laveste fællesnævner med et utal af kropsvæskejokes. Bravo.
Det er altid rart at grine af overklassen
At den trætte Marlo må måle sig med sin bror og hans kones overklasseliv er mere vand på livets uretfærdighedsmølle. Broren har som hende tre børn men ingen af hendes udmattelser, og det er en guldgrube af vittigheder. For helt uden skam har broren og svigerinden brugt en mindre del af deres formue på at udlicitere alt det, som gør familielivet nederen. Om ikke andet er den købedygtige svigerinde god for et par af filmens sjoveste replikker, som da hun medfølende siger til Marlo, hvor anstrengende hun selv syntes, at det var at være højgravid – hun kunne knap nok slæbe sig ned i træningscenteret. Eller da hun med selvfølgelighed ved privatskolens talentshow forklarer, hvad hendes datter skal optræde med. Barnets talent er pilates.
Bedst med et åbent sind
Jeg tror det er bedst at gå til ’Tully’, som jeg selv gjorde det. Uden forventninger og næsten uden forhåndskendskab. Misser man filmen i biffen, mister den næppe magien af at blive set på sofaen derhjemme. For det er ikke udødelig filmkunst eller årets største biografoplevelse. Men det er en sjov film om et emne, der ellers lægger op til en svær fødsel. Filmens undertitel lyder ”See how the mother half lives” og i et samfund, hvor søvnens indvirkning på menneskets funktionsdygtighed trækker avisoverskrifter og beskrives i popvidenskabelig faglitteratur, er det i sandhed en komedie til tiden.
Så hvad var der så med de klistermærker der? For at parafrasere Sidse Babett Knudsen som den neurotiske mor i ’Mirakel’: jeg siger præstationssamfund, jeg siger homoerotisk forhold, jeg siger fremmedgørelse og magisk realisme. Så se ’Tully’ for et uventet grin og en til tider skræmmende rejse ind i søvnunderskuddets forunderlige verden.
