Björn Afzelius er et musikernavn, der virker til at vække vellidt genklang hos generationerne over de 40, men panderynken hos folk i 20’erne og 30’erne. Nu har begge aldersgrupper mulighed for på ny eller for første gang at stifte bekendtskab med den svenske troubadour i dokumentarfilmen ‘Tusen Bitar’. Björn Afzelius’ folkelige musik blev voldsom populær, ikke bare i hans hjemland Sverige, men i hele Skandinavien op igennem 80’erne og 90’erne.
En klassisk rockhistorie
Filmen fortæller historien om Björn Afzelius i den efterhånden genkendelige rockdokumentarform, hvor arkivklip, interviews med familie og venner og ikke mindst hans sange bliver flettet sammen til en samlet fortælling. Ligeså klassisk som filmen er i sin opbygning, ligeså oplagt fremstår historien om Bjôrn Afzelius i forhold til rockhistoriens klicheer. Han var et privat menneske, der levede et offentligt liv, en rebelsk kvindebedårer med rod i familielivet og med knaster fra fortiden som ikke lod sig fortie; et søgende menneske, der kæmpede for frihed, for dem som havde mindst; elsket af folket, men hadet af kritikerne, og som så sig nødsaget til at rejse til udlandet for at få fred fra kritikerne og den forbandede jantelov.
Og hvem var så ‘the real’ Björn Afzelius? At forenkle mandens historie til rockklicheer synes ikke helt fair, men hans historie passer bare så djævelsk godt ind i sådan en fortællingsstrategi, at det er svært at lade være. Det har de to instruktører, Stefan Berg og Magnus Gertten, utvivlsomt set potentialet i fra starten af projektet. Vennerne og kæresterne gør deres for at udrede, hvem deres elskede ven og samlever var. Det viser sig at være en sværere end som så med Björn Afzelius, hvor ordet privat virker til at gå mest igen i beskrivelsen af ham. Heldigvis får hans sange lov til at få plads i filmen, da det jo netop var her, han kunne lukke op for sine følelser og frustrationer, og på den måde får han selv mulighed for, fra graven, at få et par ord indført.
Det giver et frisk pust til filmens billedsprog, at filmholdet rent faktisk er rejst til de lande som betød så meget for ham; Nicaragua, Cuba og Italien for at optage nyt materiale. Det giver også en god afveksling fra de mange interviews og arkivklip, som nemt kan blive ensformigt i biografiske dokumentarfilm. Man kunne godt have ønsket sig, at den del af filmen havde fået lov til at fylde mere i den samlede historie.
Mest for Björn Afzelius fans
Det er svært at klandre ‘Tusen Bitar’ for noget. Den fortæller historien om Björn Afzelius med respekt og kærlighed, fortalt af dem som stod ham nærmest, og med et rigt billedmateriale som hører sig til inden for genren. Det er en fin dokumentarfilm, der er godt skruet sammen, og som finder sin berettigelse i den fælles skandinaviske historie Björn Afzelius skrev sig ind i.
Til trods for rosen, har jeg alligevel svært ved at anbefale filmen til andre end folk, der har lyttet til hans musik. Det er svært ikke at blive rørt flere steder i fortællingen, men uden at lyde alt for krukket, og dermed gøre sig enig med de svenske kritikere, så får man også indtrykket af (særligt efter at have hørt ’Du er det fineste jeg har’ for 10. gang), at dybden i hans sange var begrænset. En påstand han og hans kolleger for øvrigt selv giver udtryk for i filmen.
Ikke desto mindre havde han hjertet med i sine sange, og deres enkle form gjorde, at de gik rent ind hos det publikum, han stod over for på scenen. At sangene synes mindre aktuelle her 20-30 år efter gælder måske bare denne anmelder, der ikke var gammel nok til at kunne huske dengang Björn Afzelius blev spillet i radioen. Der var i hvert fald tydelig gensynsglæde at spore i biografsalen hos dem, der kendte hans sange, og som måske havde sunget med tilbage i Björn Afzelius’ velmagtsdage.