Alt skal have en afslutning, og når brødrene fra ’Supernatural’ har bekæmpet djævlen, døden, Gud og Hitler, så er det også på tide.

I mine tidlige teenageår var jeg måske en tand for ivrig efter at tage hul på 15+ vurderet underholdning, så ’Supernatural’ blev selvfølgelig en af mine favoritter.

En serie der følger de to ærkeamerikanske brødre, der hver uge finder et overnaturligt problem at skulle løse, og samtidig følger sporet efter deres mystisk forsvundne far.

Den beskyttende men umodne storebror Dean Winchester (Jensen Ackles) tvinger sin rationelle lillebror Sam (Jared Padalecki) ind i et liv som monsterjæger, han ellers håbede han kunne ligge bag sig. Skabelonen blev kendt som monster of the week, og horrorgenren blandet med familiedrama på høj plan.

Mit forhold til ’Supernatural’ er dog på ingen måde et eventyr.

Been there, done that
Den originale skaber af serien, Eric Kripke, brugte næsten ti år på at udvikle den og flere af disse år var forspildt på at pitche den til netværket The CW uden held. Derfor er det let at forstå lysten til at holde historien i live, da den så endelig blev en succes med millioner af seere og høje ratings, særligt på den første sæson.

Men efterhånden har vi alle forstået, at visse ting har sin levetid.

Snart var ét monster og et par billige grin om ugen ikke nok til at holde spændingen ved lige. ’Supernatural’ er lige for tiden i gang med sin 15. sæson. Og for at have nok materiale til 15 sæsoner al a 22 afsnit, så nytænkes der til, der ikke kan nytænkes mere.

Forleden fortalte jeg en ven om seriens 12. sæson, hvor Hitlers sjæl var blevet gemt for at diktatoren atter kunne leve igen i kroppen på sin tip-tip-grandniece. Tro mig, jeg ville ønske, det her var en joke.

Pointen er, at der efterhånden ikke er det væsen, Winchester-brødrene ikke har dræbt – de har sågar taget livet af døden selv.

Der er plads til alverdens vandrehistorier, mytologier og væsener af den religiøse slags, i et univers der ikke længere viser forståelse for de historier det trækker på. Det er forvirrende, klemt sammen, og giver svært mening.

Hvid mand frygter ikke døden
Mens der er konflikter i overflod, står serien til gengæld ualmindeligt stille i udviklingen af deres persongalleri.

’Supernatural’ har en overskyggende tendens til at introducere nye, og kortvarige, medspillere i historien. Af disse er blandt andet englen Castiel (Misha Collins), tegneseriefanatikeren Charlie (Felicia Day), profeten Kevin (Osric Chau) og kongen af helvede Crowley (Mark Sheppard) blevet fan favoritter.

Det er faktisk gået hen og blevet lettere grinagtigt, på den makabre måde, hvordan hvem end brødrene taler med i mere end 2 afsnit som regel altid møder sit endeligt. Og at en fortrinsvis stor del af disse er kvinder, ikke-hvide karakterer og den eneste homoseksuelle person, der åbenbart eksisterer i Kansas, hjælper nok ikke på deres ry.

Samtidig er jeg sikker på, at skaberne har mistet overblikket over, hvor mange gange brødrene er døde, for de bliver altid bragt tilbage, den ene gang mere uforklarlig end den anden.

Søskenderivaliseringer er der nok af, og de tilføjer sjældent den store dybde til konflikten. Derudover er de her to hvide, heteroseksuelle mænd godt oppe i 40erne, og Dean kalder stadig kvinder for bitches, mens Sam er ligeså naiv som en skoledreng.

I ’Supernatural’ har Winchester-brødrene altid ret, og når tingene spidser til, er de selviske eller skyder skylden på hinanden. Hvad er pointen i at have hovedkarakterer, der ikke udvikler sig?

Findes den perfekte slutning?
Men hvorfor så gå i gang med serien i første omgang?

I skånes selvfølgelig for spoilers, men den femte sæsons finale, kaldt ’Swan Song’, er gået ind i hjerterne hos fans på grund af en kulmination af overnaturlige kræfter og en bittersød afslutning.

Dette var faktisk også den endelige plan for serien, hvor hovedforfatteren forlod scenen, men på grund af gode seertal var der hurtigt andre mænd, der tog faklen op.

’Swan Song’ blev et afgørende øjeblik for brødrene og satte en stopper for galskabet, da de bibelske plotlines stadig var friske og hemmelighedsfulde. En tragikomisk slutning, der alligevel er tilfredsstillende, for i skrivende stund er det stadig svært at se, hvordan serien på nogen måde kan ende lykkeligt.

Serien mestrer plothuller, skrøbelig og usympatisk maskulinitet, queerbaiting og en rodebutik af verdens legender. Dette og meget andet er bevis på en historie, der pines til sit yderste, med folk på roret, der efterhånden ikke forstår deres publikum.

Og selvom man må give dem, at 15. sæson nu endelig er den sidste sæson, er det utroligt, at løbet først er kørt nu. ’Supernatural’ har modsat meget andet underholdning ikke fulgt med tiden, og når djævlen selv virker som en mere sympatisk karakter, end hvad der skulle være helten, så må man sige, at der er noget galt.

Hvad der startede lovende ud er efterhånden ikke mere end en joke for internettet. Og mens det tabte potentiale ser os i øjenene, så slipper vi i det mindste for flere afsnit, hvor Winchester-brødrene bliver transporteret ind i ‘Scooby-Doo’. Og thank god for det.