Æblet falder ikke langt fra stammen. Det lader til at være den ufrivillige filosofi bag dette svenske drama, der bringer os ind i en verden af ulykkelige skæbner, der har håbet om, at der findes noget bedre derude. Trods ambitiøse hensigter får Udyret dog aldrig rigtig overmandet dig.
Udyret (orig. Odjuret) er en film om unge mennesker fra underklassen i et lille svensk bysamfund. Vi følger fire unge, der alle kæmper med den skæbne, der er blevet dem pålagt. Den ene mere sørgelig end den anden. Kim (Magnus Skog) bor hos sin kriminelle far og oplever konstant at blive sat i bås af samfundet, selvom han prøver at lægge afstand til sin fars lyssky aktiviteter. Hans gode ven Jesper (Stefan Söderberg), der er forældreløs og forgældet, bor i en husvogn og ernærer sig ved at sælge sex til tyske mænd over internettet. Undervejs flettes deres historier sammen med to pigers. Ylva (Emelie Sundelin), hvis religiøse forældre har opdraget hende strengt, drømmer om mere frihed og at eksperimentere med sex og alkohol. Susanne (Sofie Karlsson) derimod prøver sig åbenlyst med en karriere som pole-danser, men mislykkes med det som med så meget andet.
Og apropos det at mislykkes, så har filmen trods sin fine historie om drømme og en glemt underklasse, sine svage punkter. Skuespillet er desværre ind imellem noget man kan være lidt tvivlsom ved. Det er tydeligt, at det er flere uprøvede skuespillere imellem castet, og for det meste bidrager det også med ekstra troværdighed til karaktererne. Men især de kvindelige hovedpersoner har tendens til at have påklistret et irriterende ulykkeligt og intetsigende udtryk, og det er som om, man har glemt at instruere dem. Rent typemæssigt er flere af karaktererne dog meget velvalgte.
Udyret er en rå film med gode intentioner, men formår desværre aldrig rigtig at fremstå som andet end en halvringe udgave af Ole Christian Madsens Nordkraft. Vi ser det samme omdrejningspunkt med socialt udsatte unge og ja, på den måde tager filmen uden tvivl nogle centrale problemstillinger op om arv og miljø overfor uopnåelige drømme. Men man kan alligevel ikke rigtig lade være med at sidde og føle, at man har set det hele før. Selvom filmen er visuelt indtagende og spækket med flotte svenske naturbilleder samt et kamera, der følger hovedpersonen helt oppe i nakken, ændrer det ikke på, at historien hurtigt bliver lidt trættende. Kun i sidste og chokerende ende bliver filmen en tand ekstra overraskende og vild. Alligevel sidder man ikke med følelsen af, at ens opfattelse af verden på nogen måde er ændret. Filmen når aldrig rigtig ind under huden på dig, hvilket er ærgerligt taget det evigt aktuelle tema og de flotte billeder i betragtning.
Udyret er bestemt ikke en dårlig film. Den er utvivlsomt oplagt som kommende analysemateriale i folkeskolen – men mere spændende bliver det nok heller ikke.
Af Thea Hviid Ødbehr
