Hvordan er det moderne menneske påvirket af de ting vi tror på? Og er det mere naivt at tro på den eneste ene end på spirituel healing? Hvilken tro er renest; den 62-årige kvinde der tror på plastikkirurgi – eller den 11-årige søgende pige, der pludselig finder svaret hos Jesus? I ’Under Regnbuen’ flettes eventyr og illusioner ud og ind mellem hinanden mens karakterne – såvel som publikum – forsøger at finde ud af, hvem der har fat i den lange ende. 

’Under Regnbuen’ er endnu et samarbejde mellem det tidligere par Agnès Jaoui og Jean-Pierre Bacri, der begge er fast inventar i fransk film. Jaoui og Bacri har skrevet manuskriptet, de spiller to af de bærende roller og førstnævnte har sågar også instrueret.

Vi møder 24-årige Laura (Agathe Bonitzer), der tror fuldt og fast på den eneste ene og som heldigvis også forelsker sig i den spirende musiker Sandro (Arthur Dupont). Uheldigvis kommer den mystiske kvindebedårer Maxime (Benjamin Biolay) ind fra højre og pludselig er Laura slet ikke så sikker på sagen om den eneste ene. Imens trekantsdramaet udfolder sig, følger vi Lauras tante Marianne (der spilles af instruktør/manuskriptforfatter Agnès Jaoui) og Sandros far Pierre (Jean-Pierre Bacri), som lever midt i hver deres midaldrende livskrise. Marianne forsøger at håndtere sin 11-årige datter, der er pludseligt opslugt af Biblen, og Pierre forsøger at overbevise sig selv om, at en spådom om hans snarlige dødsdag IKKE er noget, han tror på. Med Laura og Sandros forhold som bindeled, begynder de to et anderledes venskab med rod i de gratis køretimer, som Pierre tilbyder at give den håbløse bilist Marianne.

 Moderne eventyr

’Under Regnbuen’ har mange karakterer at følge, og fælles for dem alle er problemet med kærligheden, og de midler de hver især bruger for at forstå den. På humoristisk vis er filmen ligeledes en (usubtil) parafrase over diverse eventyr, som da den rødklædte Laura møder den mystiske Mr. Wolf i skoven, eller da Sandro mister sin Vans-sko ved midnat på vej væk fra en fest. Som helhed fremstår filmen som en meget kuriøs en af slagsen med skæve klippeteknikker, skæve karaktere og en historiefortælling, der sommetider er lige vel fri. Filmen lever og fungerer uden tvivl bedst i scener mellem Jaoui og Bacri og fremstillingen af deres forskellige problemer og forskelligheder danner baggrund for ægte komik og meget potent spil. Trekantsdramaet mellem Laura, Sandro og Maxime fremstilles en smule klichéfyldt, ligesom det bliver problematisk, at den ene af karaktererne er forholdsvis usympatisk. Til gengæld er det skønt at opleve Biolays iskolde scorekarl og Arthur Dupont tilføjer varme og drenget charme til karakteren Sandro.

Kemi og komisk spil

Det der gør Under ’Regnbuen’ til mere end en forudsigelig rom-com er de sidestillede eksempler på de håb og drømme vi vokser op med, og hvilke faldgruber de også kan give. Måske kan en spåkones ord godt få indflydelse, selvom man oprigtigt ikke tror på den ”slags”, og måske er den eneste ene ikke en man finder, men en, man må udvikle sig til. Som filmen selv skriver i sin slutning: ”De levede lykkeligt til deres dages ende… Og begik en masse fejl”. Filmen afskriver og gør op med myten om eventyr og på samme tid hylder den dem med deres naive (men smukke) fremstilling af kærligheden. Filmen får point for sin andeledes tilgang til en interessant problemstilling og for Bacri og Jaouis fantastiske kemi og komiske spil, men den taber fart med en kluntet-kedelig fortælleteknik i filmens ene handlingsspor.