‘Under sandet’ er en på alle måder fængslende historie, hvilket er oversagen til, at det er sådan en forfærdelig film at se.

Du trækker vejret dybt i et forsøg på at få dine hænder til at stoppe med at ryste så voldsomt. Din træning har måske været kort, men du har dog lært, at den mindste fejlbevægelse vil resultere i din død. Sulten gør det svært at fokusere, men tanken om et nyt liv, hvor død og rædsel er undtagelsen frem for reglen, holder dig kørende. Så tæt på at være hjemme, men alligevel så langt fra. Du slapper en smule af, da det lykkes for dig at skille den sanddækkede mine ad. Dette skal du gøre flere tusinde gange. En lille fejl og du er død. Du hører et kæmpe brag til højre for dig. Det er din bror.

Ich bin ein deutscher.
Hundredvis af unge tyske soldater befandt sig i denne situation efter Danmarks befrielse. Aldrig har der været så let at sætte sig ind i den situation, som det er i ‘Under sandet’. Som publikum føler man, at man ligger på stranden med de unge tyske drenge, hvilket er en af de fantastiske træk ved filmen. Ligesom de unge tyske soldater ved vi, at det er uundgåeligt, at en af minerne vil eksplodere; spørgsmålet er bare for hvem og hvornår. Jeg havde det langtfra behageligt, da jeg så filmen, og jeg må indrømme, at jeg under flere af scenerne måtte knibe øjnene sammen. Sjældent har jeg set en film, der tvinger sit publikum til så høj en grad af indlevelse.

Forfærdelig, men fantastisk.
Selvom jeg havde det ubehageligt under 80% af filmens 100 minutter, synes jeg stadig, at det er en fremragende film. Den har selvfølgelig en stor værdi, idet den bringer en fortrængt del af vores lands historie frem igen, men det interessante i filmen ligger i dens karakterer og specielt deres gruppedynamik.

Der er ikke en finger at sætte på skuespillet, og mange vil nok fremhæve Roland Møllers præstation, som bestemt også fortjener ros! Hans karakterudvikling er interessant, selvom den dog til tider godt kan virke en smule forudsigelig. Det er dog gruppen af unge tyske soldater der fangede min opmærksomhed mest. Det lykkes Martin Zandvliet på relativt kort tid ikke bare at vise os deres interne forhold samt gruppens samlede identitet, men også individernes tænkemåder og forhold til sergenten, hvilket efterlader en del stof til eftertanke.

Det er bestemt ikke en munter film, og hvis du har et ønske om at gå glad ud af biografen, så vil jeg klart anbefale dig at se noget andet. Hvis du derimod ønsker at se en smuk og tankevækkende film, så behøves du ikke at lede længere.