Anders Matthesen spiller sig ind i vores hjerter i rollen som Tommy Seebach, Mr. Melodi Grand Prix, i fortællingen om godnatsangen til datteren, som blev hans ultimative nedtur.

Der er lagt an til det helt store drama fra start, hvor vi kastes ind i Dansk Melodi Grand Prix 1979. Her skal Tommy Seebach optræde med ’Disco Tango’ som solist på grund af et afbud fra den oprindelige sangerinde. Vi oplever startskuddet til Seebachs Grand Prix-succes, inden han pludselig stemples som ”for gammel” og sendes ud i en karrieremæssig og personlig krise. 

Vi ved alle, at Tommy Seebach har efterladt sig et kæmpe eftermæle med sange som ’Hip Hurra – Det’ min fødselsdag’, ’Krøller eller ej’ og ikke mindst sønnen, Rasmus Seebach. Men livet og karrieren har båret præg af stor modstand og en rutsjebane af op- og nedture.

’Under stjernerne på himlen’ skildrer Tommys liv med udgangspunkt i sangen af samme navn i en flot produktion, men dens leg med tone og genre mangler noget fodfæste. Den mangler noget ro og sikkerhed, som kunne have løftet den og givet den en følelsesmæssig slagkraft, som havde sikret historiens tyngde.

Mellem passion og parodi

Til trods for den intense, dramatiske åbning, så bliver fortællingen hurtigt karikeret. ’Under stjernerne på himlen’ kommer i en periode, hvor vi har set en lang række af biografier, og det er som om, den forsøger at skille sig ud ved at blande det dramatiske med det komiske.

Det virker også til dels, men det bliver på bekostning af alvoren i Seebachs historie. Det er ærgerligt, fordi fortællingen om passion, kærlighed og misbrug bliver en smule forsimplet af det, og efterlader seeren med et lidt fladt billede af Tommy Seebachs historie. 

Danmarks Radio og særlig DR’s underholdningschef er den helt store skurk i ’Under stjernerne på himlen’. Han afbryder, fornærmer og taler hen over hovedet på Seebach i en grad, hvor det er helt tydeligt, hvad man skal mene om DR’s daværende ledelse. Desværre ender det som en parodi på en superskurk med så mange klichéer, at det tager alvoren fra den store påvirkning af mediernes omtale og DR’s manglende støtte. 

Det havde været skønt, hvis handlingen havde udfoldet sig i en mere alvorlig tone. De mere karikerede scener bliver lidt for fjollede med Anders Matthesen som hovedrolleindehaver, som mange kender fra comedy-verdenen eller film som ’Terkel i knibe’ og ’Ternet Ninja’.

Man må nok erkende, at der her er lidt ’Dirch Passer ’-effekt over det. Det alvorlige er alvorligt, indtil det sjove er sjovt, – så bliver det alvorlige automatisk en lille smule sjovt, også når det ikke burde være det. 

En kæmpe kærlighedserklæring 

Selvom hans casting bidrager til filmens tone-forvirring, er Anders Matthesen dog stadig en gave til ‘Under stjernerne på himlen’. Han synger sangene selv, og det er slet ikke perfekt, men det rammer lige, hvor det skal.

Det er dejligt at se ham i en så dybfølt rolle, hvor kærligheden til familien bliver udtrykt på smuk og rørende vis. Matthesen forstår virkelig at understrege den uendelige kærlighed, som Tommy havde til sine børn og kone, Karen, og det varmer virkelig om hjertet. 

Matthesen spiller bagenden ud af bukserne, og netop derfor er det synd, at hans flotte præstation drukner lidt i sjove elementer, som kommer til at underminere temaernes substans. 

Der er nemlig mange temaer, som rør dybt og et af dem er den evige kærlighed fra børn til forældre. Særligt Maries stille, men hjerteskærende opråb og Nicolais ønske om en normal hverdag – og en normal far – fremstilles utroligt smukt.

Kompleksiteten i pinligheden over en tidligere succesfuld, nu fordrukken far, som er udskældt i medier og stoltheden over en forælder med en noget krøllet hjerne, som for evigt kæmper videre, er meget oprigtig og let at sætte sig ind i. Kæmpe cadeau til Malthe Hjulmand for en fantastisk spillefilmsdebut i rollen som Nicolai. 

Musik, minder og masser af hjerte

Blandingen af alvor og humor efterlader én med et lidt fjollet billede af den folkekære Tommy Seebach, og det er ærgerligt for en kunstner, som brændte så inderligt for sin musik, og tog den så alvorligt.

Til gengæld er det kun retfærdigt, at vi endelig får historien om sangen ‘Under stjernerne på himlen’, Tommy Seebachs vuggevise til sin datter, som i sangerens egen tid blev grundlag for et stort had og nådesløs mediekritik, men som elskes højt i dag. En sand dansk evergreen.

Alt i alt er det en film, der trods sine ujævnheder er fuld af hjertevarme og sjæl. Og uden at spoile – så har ’Under Stjernerne på himlen’ nok den mest perfekte afslutning, jeg længe har set.