‘Under the Silver Lake’ er den tredje og nyeste film af manuskriptforfatter og instruktør David Robert Mitchell. Han overraskede alle med sin stærke debut ‘The Myth of the American Sleepover’, hvilket gav en direkte billet til Cannes, hvor han i 2014 fik lov til at fremvise sin indiskutabelt største succes til dato, ‘It Follows’.

I 2018 deltog han med den biografaktuelle film i den officielle konkurrence om guldpalmerne, men det er (desværre) ikke svært at se, hvorfor den og han måtte gå tomhændet hjem.

The plot thickens
Sam (Andrew Garfield) er en 33årig mand med et minimalt livsindhold. Han taler i telefon med sin mor, klistrer gamle Playboymagasinsider sammen og belurer sin ældre nabos imponerende brystparti gennem en kikkert, som var han en perverteret version af James Stewart fra ’Rear Window’.

Hans liv ændres dog for altid, da han møder og deler en joint med den mystiske Sarah (Riley Keough), som dagen efter pludselig forsvinder.
Dette spontane mysterium leder den selvudnævnte detektiv Sam dybt ned i Englenes Bys undergrund, hvor alt fra psykedelisk Jesus-pop, hundemordere og overvældende forrådende rigdom har slået rod.

Gal eller genial
Mitchell forsøger at formidle en verden, hvor der i palmetræernes korrupte skygge kan graves uendelige mange mysterier frem. Hans intense fantasi drukner dog i et overstimuleret eventyr, der truer med at tage livet af publikums tolerance takket være en spilletid på 2,5 stive timer.

I enkelte glimt dukker ‘Under the Silver Lake’ op til overfladen med ‘Mulholland Drive’-lignende passager med af absurd trance-humor. Oftest er de tydelige ligheder dog med ‘Lost Highway’ eller rebootet af ‘Twin Peaks’. Også kendt som “den side af David Lynch, der fungerer bedre i teorien end som seværdig filmkunst”.

At tage det gode med det onde
‘Under the Silver Lake’ formår fejlfrit at afspejle sin udødelige kærlighed til Hollywood. Det er dog svært ikke at lægge mærke til, hvor uselektiv man har været, da denne homage skulle undfanges. For alt, på godt og ondt, er kommet med.
Lige fra underudviklede blonde kvindelige afklædte karakterer til den perfekte uoplagte antihelt, der har en stærk autentiske Hitchcock-aura omkring sig.

Passionen for den gyldne filmalder er især fremtrædende i det levende og 360 graders-roterende kamera og de skæve noir-vinkler. Der høres tydelige associationer til Bernard Herrmann i underlægningsmusikken, der med sine toner som det eneste tilføjer en smule atmosfære til den ellers sjælløse fortælling, der mest af alt minder om en håbløs konspirationsteori-tråd fra Reddit.

Narcissistisk navlepilleri
‘Under the Silver Lake’ er en katastrofal kollision af meta-noir, intetsigende plottråde og ambitiøse selvpromoverende skulderklap, der langsomt, men sikkert, synker til bunds.

Mitchell har bestemt en interessant fremtid som filmskaber foran sig, og forhåbentlig vil denne films maveplasker snart blive glemt.

foto: UIP