Et lusket og rørende indblik i en verden, der ellers er forbudt for fremmede.

Det er sjældent, man ser noget fra Nordkorea, som ikke kommer fra propagandamaskinen. Billedet af nyhedsværten på nordkoreansk tv,  som med voluminøst sprog lovpriser lederen, samtidig med at den amerikanske djævel svines til, er efterhånden velkendt af de fleste.

Dokumentarer fra det lukkede land er stadig et særsyn, selvom der er set flere eksempler indenfor de sidste 10 år. Man kunne derfor fristes til at tro, at ’Under the Sun’ ikke har noget nyt at byde på. Det er dog ikke tilfældet.

Instruktør Vitaly Mansky har fået lov til at lave en film om den 8-årige pige,  Zin-Mi, som skal til at starte i Korean Children’s Union, en slags totalitær-indoktrinerings-spejderbevægelse, som selvfølgelig er obligatorisk for alle børn i Nordkorea. Under skarp overvågning af styrets folk, starter optagelserne til hvad de tror, bliver et gloriøst portræt af en ”typisk” nordkoreansk familie.

Bag tæppet
Men Mansky vil det anderledes. Han lader kameraet rulle efter der er blevet sagt ”cut” og giver dermed et afslørende indblik i, hvor meget prestige der er på spil for styret. Dessinerne til familien og alle der medvirker foran linsen, bliver vist, og det er lige dele grotesk og skræmmende. Man får hurtigt på fornemmelsen, at hvis alt ikke det går som det skal, får det alvorlige konsekvenser.

Zin-Mis forældre har da også til lejligheden fået nye jobs, som skal vise hvor god en produktion, der er i landet. Iscenesættelserne af løgnehistorier er ganske spændende, da Mansky lader kameraet kigge på, hvad der sker i baggrunden og ikke på den polerede facade.

Hvor regeringens folk med den største iver forsøger at fremmane det perfekte, ser man blandt andet børn i skolen flokkes til radiatoren, fordi lokalet er møghamrende koldt, og arbejdere på en tøjfabrik pakker sig ligeledes ind i flere lag under deres uniform.

De almindelige menneskers påtagede smil og overdrevent perfekte artikulation, bliver straks erstattet af lettere opgivende og apatiske ansigtsudtryk, så snart de tror kameraet ikke fanger dem.

Orden og skønhed
Et gennemgående tema i filmen er, hvordan det nordkoreanske folk bliver fastholdt i en flokmentalitet. Hvad enten det er indoktrineringen i Zin-Mis skole eller når borgerne gennes rundt i Pyongyangs gader, som var de kvæg, er der ingen slinger i valsen. Man følger den vej der bliver udstukket, ellers bliver vejen til en arbejdslejr lige pludselig meget kort.

Mansky fanger også de små glimt af skønhed der eksisterer i landet. Undergrundstationerne kan nemt konkurrere med de russiske pendanter, hvad angår svulstighed og den totalitære perfektion, giver flere visuelle lækkerier.

Til tider dvæles der dog lige lang tid nok i de enkelte scener. Måske er det netop meningen, at der ikke klippes videre fordi, at befolkningen heller ikke har mulighed for at komme væk?

’Under the Sun’ er fascinerende og skræmmende. Hvor mange af filmens medvirkende, der er i god behold i dag, kan man kun gisne om. Presset på disse personer for at vise det perfekte samfund har været massivt. De stærkeste scener er der, hvor man ser ægte mennesker bag de falske smil og Mansky har haft kameraet klar til et fange øjeblikkene og fortælle den sande historie.