Den succesfulde ‘Underverden’ fra 2017 viste for alvor, hvordan man laver ægte, dansk action/thriller. Desværre er efterfølgeren mere et eksempel på ‘den svære to’er’, der både er for meget lig dens forgænger, og ikke formår at udvikle historien synderligt.

I virkeligheden er det seks år siden, at Zaid (spillet af Dar Salim) besluttede sig for at hævne sin afdøde bror, ved ene mand at gå op imod bandemiljøet i Albertslund. Dengang forvandlede han sig fra succesfuld læge og snarlig far til en hævngerrig dræbermaskine. 

Handlingsmæssigt, har Zaid nu siddet bag tremmer i syv år. Han holder lav profil og arbejder som fængslets bibliotekar i god tro om, at han skal ud og være far for sin ukendte søn Noah. Derfor takker han lidt naivt ja til en PET-agents tilbud om at infiltrere det københavnske bandemiljø endnu engang, mod at få sit gamle liv tilbage.

Vi har set det før

Det mest ærgerlige ved Zaids tilbagekomst er, at det føles som om han gennemlever den samme fortælling igen. Han bliver kastet pludseligt ind i den barske kriminalitet og må finde sin motorcykel-kørende, voldelige persona frem fra ‘Underverden I’. 

Forskellen fra sidst er, at han ikke længere kan tage sine egne beslutninger, men må parere ordre fra andre. Først PET-agenten Helle (Birgitte Hjort Sørensen), der nægter at lade Zaid sige fra, men i steder minder ham om, at “jeg bestemmer, hvornår du er fucking færdig”. Derefter fra bandelederen Muhdir (Soheil Bavi), der ellers virker meget venlig, så længe man viser ham fuld loyalitet.

Selvom Zaid efterhånden er vant til at være under pres, må man gå ud fra, at det ikke kan ende godt for ham, når han skal lægge sig ud med de store drenge (igen). Han er nemlig ikke bange for at troppe op hos Muhdirs rival Boba (spillet af musikeren Noah Carter), og starte en krig.

Som i den første film, virker Zaids handlinger tankeløse og til tider så dumdristige, at man ikke bliver overrasket over, at enhver opgave han skal udføre ender galt. Med Behrouz Bigdeli som ny medforfatter, havde jeg ellers håbet på lidt mere udvikling i vores hovedperson og en bedre afslutning end en, der ligner den gamle.

Kender sine styrker

Trods den forudsigelige handling, må man tage hatten af for, at Ahmad og holdet bag kender deres styrker. Jens Ole McCoy er tilbage som komponist, Kasper Leick som klipper og den nye filmfotograf Peter Riis får billeder og kamerabevægelser til at sidde lige i skabet.

Under hele åbningssekvensen sad jeg med et stort smil på læben over, at alt virkede så velovervejet og oplagt tematisk. Det ligner et amerikansk actiondrama, men føles dansk hele vejen igennem. Det er selvfølgelig de københavnske gader, men også det danske slang, som bliver brugt så naturligt, at man næsten forstår, hvad det betyder, når Zaid er blevet ‘rullet’.

En anden styrke er debutanterne Soheil Bavi og Abud Mustafa. Bavi gør det fremragende som kold og kynisk bandeleder. PET kalder ham “intelligent, velorganiseret og voldsparat”, hvilket fornemmes i hans stilede briller, skarpe look og intense blik. Alligevel er Mustafas rolle som Muhdirs højre hånd, Jimmy, endnu mere voldsparat og altid klar med en trussel, hvis du siger ham imod.

Mislykket formål

Med premieren af ‘Underverden II’ prøver instruktør Fenar Ahmad at sætte fokus på rekrutteringen af unge drenge i bandemiljøet. Det er bare ikke helt så tydeligt, som det kunne have været. Vi møder for eksempel den unge Didi, som Zaid prøver at banke noget fornuft ind i. Dog får Didi en så lille rolle i det store spil, at man kun mærker konsekvenserne gennem Zaids øjne, og ikke fra Didi selv.

Derudover havde ‘Underverden I’ præcis samme fokus, og det var netop relevant efter drabet på Zaids lillebror. Hele afsættet for filmen og årsagen til, at Zaid drager ud for at finde morderen er, at banderne “udnytter små børn og får dem til at gøre det beskidte arbejde”, som han selv udtrykker det i 2017. Derfor føles det nu som om, at man har lavet den samme film i stedet for at udvikle de temaer, der allerede var slået fast.

Selvom ‘Underverden II’ har styr på det tekniske og lader sine debutanter brillere, synes jeg ikke, at den formår at formidle budskabet, som dens forgænger gjorde. Hvis man godt kunne lide ‘Underverden I’, vil man nok også kunne lide efterfølgeren, men man skal ikke forvente de vilde twists eller den store karakterudvikling.