I mandags blev den årlige Busterfilmfestival skudt i gang, og i dette indlæg kigger vi lidt på et par af de ungdomsfilm festivallen har at byde på. På Buster får man, som altid, et væld af film fra alle lande især dem der sjældent når den brede befolkning. Derfor har vi valgt at kigge nærmere på en fransk og norsk film, der bryder med den klassiske tradition for at tale ned til det unge publikum.
Beatles
Filmen ’Beatles’, som er baseret på Lars Saabye Christensen roman fra 1984, er en skøn historie både for store og de lidt større. I filmen følger vi fire norske venner, der alle er fuldstændig skudt i, hvem ellers? The Beatles. Filmens hovedperson kim (der selvfølgelig ser sig selv som gruppens Paul McCartney) er ung i en tid hvor det unge band fra Liverpool har efterladt verden evigt forandret. Drengene laver derfor deres eget band, The Snafus. Dette er dog ikke det eneste der fylder i Kim og de andre drenge hoveder, kærligheden fylder også hos de unge mænd, men her kan musikken heldigvis hjælpe den lidt på vej når det går skævt med pigerne.
Denne film er virkelig en stærk anbefaling herfra, både til de unge og dem der er hoppet et par år forbi denne hektiske periode i livet. Denne norske perle leder tankerne hen på andre originale ungdomsfilm som f.eks. ’Mig og Yngve’ og en del af Niels Malmros’ repertoire. Det skal dog bemærkes at en del af bogens brutalitet er skåret fra i filmen, så hvis man sætter sig bag lærredet med sin søn eller datter i håb om at opleve sin egen ungdomsbibel må man lige acceptere et par cuts. Skulle man have lyst til at se den alligevel gå den d.25 kl. 9:45 i Grand Teatret, hvor man også er så heldig at få en introduktion af instruktøren.
Being 14
Lidt mere brutalt går det får sig i den franske film ’Being 14’. Her følger vi en gruppe unge piger, der på alle måder prøver grænser af i et land hvor rygning nærmere er en tilpasning til samfundet end det modsatte. Vi får indblik i et miljø hvor drengene har utrolig meget at skulle have sagt i forhold til hvem der er interessant at kigge på at hænge ud med. Endnu hårdere er det dog når pigerne dømmer hinanden, og hvem der var ens bedste veninde i går er det ikke nødvendigvis i dag. Over det år som filmen strækker sig over når stort set alle at være både på toppen og bunden af hierarkiet; denne film skildrer bestemt livet som helt ung kvinde fra en vinkel der altid er værd at huske, ung som gammel.
Denne film kræver en ung af den mere eftertænksomme slags. Dermed ikke sagt at den ikke er underholdende, men jeg vil stærkt fraråde den hvis man ikke er til de små dramaer (hvilket også kræver en bestemt alder). Dog vil jeg sige at hvis man var til den franske film ’Klassen’, skal man skynde sig at få billet til ’Being 14’. Filmen går d. 18 kl. 14:15 i Amager Bio og d. 21 kl. 9:30 i Grand Teatret.
For alle film, der er udvalgt til dette indlæg, skal de selvfølgelig bemærkes at de alle kræver en alder og tålmodighed til undertekster. Derfor vil det måske være en god idé at gøre sig klart på forhånd om man selv, eller ens ledsager, kan følge med.