Filmatiseringen af Astrid Lindgrens ungdom forener coming of age med biopic på så smuk vis, at Vimmerby anno 1920’erne føles uhørt vedkommende. 

Mange har måske hørt fortællingen om Astrid Lindgrens virkelige liv med et halvt øre på den ene eller anden måde. At de hårde kår for børnene i hendes ellers eventyrlige historier kan spores tilbage til et barn hun fødte udenfor ægteskab som ganske ung og måtte efterlade. Det kapitel af børnebøgernes dronnings historie handler ’Unge Astrid’ om.

Det starter i fødebyen Vimmerby, hvor Lindgren får job som assistent for redaktøren af byens avis. Som efter en lavine der følger en metronom, ruller filmens handling, som det levede liv. Nemlig med så nøjagtig dramatisering, at det aldrig føles overdrevent. En på en gang særlig og almindelig ung piges spirende liv levned og kærlighed udbreder sig skæbnesvangert som et kollapsende korthus, og når forbi både Stockholm og København i forbifarten.

Et pletskud af en hovedrolle
Astrid Lindgren viser sig som sin tids Vimmerbys ganske egne kvindelige Chandler Bing. Med lidt mere personlighed end den gængse bondedatter danser Alba August forfatterinden til live, så hun virker ægte i både menneskelig fortælletrang og usikkerheder.

Den unge danske skuespillerinde formår at forme karakteren uden snerten af overspil. Om hun solo tager gulvet til ungmøernes bal efter timevis som bænkevarmer og kaster sig ud i en spastisk jive, eller sidder og glor i en togvogn er Lindgren til stede som en uudblæselig ild.

En biopic der er din tid værd
Efter dagen forinden at have set tre af filmkunstens mindre formmæssigt typiske stykker arbejde på festivalen, mindede ’Unge Astrid’ mig eftertrykkeligt om, hvorfor de fleste folkekære film er højtprofilerede og mainstream. Selvom jeg ofte går i en stor bue udenom biopics, viste 123 minutter om Lindgren mig, at biografisme kan være meget mere end filmbranchens velsmurte pengemaskiner, hvor den virkelige historie går hen for at dø.

Som instruktør viser Pernille Fischer Christensen som ofte før teknisk og overskud i fortællingen. Selv om man kunne have haft bange anelser om en overgjort feminisme i projektet om en af det 20. århundredes mest elskede kvinder, er det håndteret tilnærmelsesvis subtilt. Der er lige et par formuleringer fra Astrid om ligestilling og en meget nutidig Trine Dyrholm som plejemor der føles lige lovlig progressive, men det skal der også være plads til, når vi nu engang tæller 2018.

Tag for pokker en tur over sundet
Om man er litterat, biopicfan eller bare synes stukloftet i Grand er noget så dejligt, skal man give sig selv en tur tilbage til dengang Sverige ikke havde noget at gøre med svenske tilstande. Hvor utroskab var forbudt ved lov og de uheldigvis gravide unge svenskere tog sundbussen til et mere moderne Danmark for at få det ordnet.

Lige meget hvem man er, venter en fremragende oplevelse i en skønt spillet og instrueret biografisk filmatisering af Astrid Lindgren som kvinde in spe.

foto: cph pix