”Og Oscaren går til…..Get Out!”
Sammensætningen af disse 6 vidunderlige ord frembragte smil blandt de fleste horror-fans den aften sidste år i marts måned. Efter, hvad der havde føltes som en menneskealder, kom der endelig lidt kærlighed til den mest kreative legeplads, filmmediet tilbyder.
Nu kommer så den måske mest ventede opfølger (’Endgame’ hvaffor noget pjat?) i år. Formår Jordan Peele at ryste verdenen i dens grundvold endnu engang med den aktuelle ’Us’? Eller fiser det ud i en omgang ’It’, hvor hypen ender med at være mere interessant end slutresultatet?
Det skal bare være en stille og rolig ferie ved kysten for familien Wilson. Ganske vidst er det i samme område, som hvor mor Addy (Lupita Nyong’o) havde en traumatisk oplevelse barn, men hendes mand Gabe (Winston Duke), i særdeleshed, og deres to børn, Zora (Shahadi Wright Joseph) og Jason (Evan Alex) er klar på noget afslapning.
Bevares, de skal trækkes med Gabes superirriterende kollega og ditto familie, men alt i alt standard ferieting.
Indtil mørkets frembrud. En familie på 4 står bomstille ude i deres indkørsel og bare står. Panikken breder sig. Hvem er det derude? De minder lidt om nogen, de kender…
Hvem er det der banker?
Hvor ’Get Out’ var gennemsyret af politisk satire, har Peele her valgt en mere rendyrket horrorform, hvor legen med det ukendte og kendte indgyder filmen med en paranoia ikke helt ulig ’Invasion of the Body Snatchers’-filmene. Tilsæt en knivsspids ’Funny Games’, og du har det blodige og ubehagelige mareridt, der er ’Us’.
Hvis du nogensinde har kigget dybt i spejlet og et kort øjeblik overvejet, hvorvidt reflektionen matcher dine bevægelser 100 %, så vil det her værk giver dig mareridt de næste mange nætter.
Præcis hvordan det hele hænger sammen, skal selvfølgelig ikke afsløres, men ganske som Toni Collette sidste år leverede en præstation i ’Hereditary’, der gav mumlen om en mulig Oscar-nominering, så får, og udnytter, Nyong’o til fulde det materiale, hun får at lege med. Hvad enten det bekymret løvemor, der passer på sine unger, badass Ellen Ripley-esque røvsparker eller dybt foruroligende (censureret pga. spoilers), så rammer hun hver en nuance til noteperfektion – hvis et smil kunne dræbe *skribenten fik her kuldegysninger ned ad ryggen*.
Den dræbende joke
Skal horror ramme hårdt, kræver det en kontrasterende følelse. Gys på gys, gør dig hurtigt immun, men mikses det op med humor f.eks., så lander det umådeligt hårdt – Peele forstår dette.
De fleste grin serveres af Duke, der kommer med den ene dad-joke eller gumpet-ægtemand-situation efter den anden. I stedet for at være skuldertrækkende dårlige er de sat op, så man ikke kan gøre andet end at trække på smilebåndet. Hans klargøring til en lille romantisk horisontal tango vil enten få folk til at kigge væk i pinlighed eller lægge salen flad af grin – nok mest det sidste.
Det er da også ham, der har den ultimative horror-meta replik med ”What kind of white shit is this?”, da filmen går fuld 80’er-slasher, og blodet gennemvæder lærredet.
I denne sjælefrænde af en efterfølger til sin debutfilm, har Jordan Peele igen formået at gå til nye niveauer. Isnende ond horror serveres med kække replikker, og resultatet er intet mindre end fænomenalt. Allerede nu kandiderer den til ikke alene årets bedste horrorfilm, men årets bedste film i det hele taget.
Nyong’o er sjældent set bedre, og hvis der endelig skulle være en enkelt anke, så er det (spoilers). Det er lidt træls, men ikke noget der trækker ned på denne rutsjebanetur fra Helvede.
