Malou Reymanns anden film, efter ’En helt almindelig familie’, fortæller et mørkt kapitel af den danske historie, der sjældent omtales. En vigtig historie som, på trods af stærkt skuespil og flotte billeder, desværre mangler bid.

Maren, spillet af Emilie Kroyer Koppel, er en ung kvinde, der bestemt ikke opfører sig som det forventes af en kvinde i 1930’ernes Danmark. Hun sendes derfor på en såkaldt kvindeanstalt for at blive kureret for hendes usædelige og vagabonderende opførsel.

Der møder hun andre kvinder som ligeledes er blevet sendt til kvindehjemmet på Sprogø af forskellige årsager, alle dømt for at være ”moralsk defekte”. Maren er dog fast besluttet på at flygte fra anstalten, med eller uden hjælp fra de andre kvinder.

Stærke følelser

Det lille karaktergalleri af kvinder på Sprogø er super stærkt. Både Koppel, men også især Jessica Dinnage, som Marens bofælle Sørine, spiller eminent i rollen som kvinde i et samfund hvor kvinder ikke er frie. Der er mange fine nuancer i deres skuespil og de formår at formidle stærke følelser uden unødvendig overdrivelse.

Det eneste problem ved Maren er, at der går lang tid før man for alvor får sympati med hende. Dette er bestemt ikke Koppels skyld, men mere en brist i historiefortællingen, der ikke formår at forklare Marens motiver. Jeg mangler at forstå hvorfor hun reagerer som hun gør, hvorfor jeg skal være indigneret over hendes uret.  

Det rigtige Sprogø

Filmen er inspireret af den rigtige Sprogø kvindeanstalt som fra 1923 til 1961 havde omkring 500 kvinder indespærret. Anstalten var lavet til ”moralsk åndssvage” kvinder, der måtte holdes væk fra det resterende samfund og læres moralske dyder. I 1929 indførtes muligheden for at kunne sterilisere kvinder i Danmark og senere strammedes denne lovgivning, således at det blev obligatorisk for kvinderne at blive steriliserede inden de kunne forlade anstalten.

Der er således ingen tvivl om, at det der foregik på kvindeanstalten var forfærdeligt og absolut kritisabelt. Desværre føles portrætteringen af kvindehjemmet på Sprogø som en underdrivelse. Umiddelbart ligner det en efterskole i det danske sommerland, og udover de daglige pligter, virker det egentlig, som om de hygger sig meget godt. Man får nærmest fornemmelsen at de stakkels elever på Herlufsholm har haft det værre. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig et lille weekendophold på den tilsyneladende altid solbeskinnede ø.

Lys i mørket

Måske kommer Sprogøs tilsyneladende idyl også fra det faktum, at det er blødende smukt filmet. Filmen er generelt set helt utrolig flot – lyset og farverne især. Hele filmen er badet i et gyldent lys, der på en smagfuld måde sætter filmen i sin rette tid. Samtidig er mange af scenerne sat med tunge skygger, der skaber vidunderligt dramatiske og kontrastfyldte billeder. Det hele virker utroligt gennemført og nøje planlagt.

Allerede fra første scene, med løssluppen jazz og jitterbug for fulde gardiner, er scenen sat, og man rives med ind i universet. Jeg fik faktisk helt et chok, da den første dialog gik i gang og det foregik på dansk, for de indledende scener virker som alt andet et klassisk dansk drama, som man ellers ser så rigeligt af.

Stærk men bestemt ikke ustyrlig

Slutteligt sidder man dog tilbage med følelsen af, at filmen sagtens kunne være kogt ind til en lidt mere koncentreret affære. Jeg forstår bestemt ønsket om ikke at overdrive eller dramatisere historien unødvendigt, men måske skulle man så overveje i stedet at lave en gribende dokumentar. Jeg tog mig selv i at sidde og drømme om at Lene Maria Christensen, som spiller den skrappe forstanderinde, skulle gå fuldstændig bananas, som man har set hende gøre det i andre film.

Det er ikke fordi filmen ikke giver et flot og troværdigt billede af hvad der foregik på Sprogø, men for at være helt ærlig så mangler jeg lidt filmisk dramatik – en smule krakilsk ondskab, der skulle få os til at håbe på at Maren, Sørine og de andre piger skulle klare det og som ville cementere systemets uretfærdighed. Det udebliver desværre, og på trods af kraftfuldt og medrivende skuespil og helt utroligt smukke billeder bliver der for langt mellem snapsene.