Erik Poppes seneste film er effektiv, men ikke nødvendigvis forsvarlig.

Jeg skriver dette den første maj – arbejdernes internationale kampdag. En socialistisk og socialdemokratisk tradition og folkefest. Man kan nemt få et dårligt indtryk af dagens betydning, når man sparker sig igennem historieløse gymnasieelever i fælledparken, for hvem dagen er en dårlig undskyldning for hedonistisk kampdruk. Lad dig ikke narre! Det du ikke ser, er deres venner og klassekammerater for hvem dagens historik og fremtidige formaninger ikke er tabt; de var tidligt oppe til traditionsbunden morgenmad og sang med den slags venner, de kalder ”kammerater”.

De gik i optog, hørte og holdte taler, diskuterede OK18. Nu tager de et festlig afbræk fra ungdomspolitikkens og foreningslivets talrige forpligtelser og møder. De gør det sammen i det helt særlige fællesskab, man kun kender til, hvis man selv har siddet til møde med dem, diskuteret med dem, skrevet ændringsforslag med dem, ført valgkamp med dem, delt flyers ud med dem, hængt bannere op med dem, sunget og danset med dem.

Om mange år er nogle af dem politikere, fagforeningsbosser og embedsmænd. De fleste er småborgerlige forældre og boligejere med småborgerlige bekymringer. Fænomener de nu håner med usikker sarkasme. Men alt det er de ikke endnu. Nu er de unge, smukke og glade. Og naive. Så helt og aldeles vidunderligt naive at det smitter. Og når ikke længer det smitter, er det fordi man har mistet sin egen naivitet.

Det samme sker i naturligvis i Norge, med én undtagelse: 69 unge, smukke og naive mennesker kan ikke deltage, og hundredvis af deres kammerater er ikke længere naive, men traumatiserede. Ofre for en menneskefjendsk ideologi, der i en selvhadende våbenfetichist fandt sig et instrument til at sprede sin cancer.

Filmen
Det er 7 år siden at AUFs sommerlejr på Utøya blev massakreret. De overlevende og ofrenes forældre lider stadig dagligt. Kan man da overhovedet forsvare at lave en fiktionsfilm om tragedien? Jeg aner det ikke, for at være helt ærlig. Det har den erfarne, norske instruktør Erik Poppe i hvert fald gjort. De berørte er både for og imod.

Filmen er baseret på vidnesbyrd, men handler om fiktive karakterer af hensyn til de efterladte. Ingen trailer eller screenshots er udgivet, da man ikke ønskede, at billeder eller klip fra filmen skulle kunne ses i nogen anden sammenhæng end i biografen. Man ved hvad den handler om. Man ser den hvis man tror, man kan overskue det. De lukkede visninger for overlevende og efterladte i Oslo skete med adgang til psykologhjælp i biograferne.

Filmen følger den fiktive, 18-årige Kaja. Et kvarter efter vi møder hende på Utøya lyder første skud. De næste 72 minutter følges angrebet i realtid. Morderen ser vi aldrig, vi ser kun ofrenes rædsel. Rent teknisk er det uhyggeligt veludført. Kameraet er håndholdt og forlader aldrig Kaja – vi ser kun hvad hun ser. Når hun lægger sig i græsset, lægger kameraet sig ved siden af hende. Det hele er redigeret som var det filmet i ét langt indstilling, altså er der ingen synlige klip. Der er ingen baggrundsmusik, kun eminent lyddesign. Hvert skud sender kuldegysninger ned ad ryggen og knuger i maven. Andrea Berntzen leverer en ufattelig præstation som Kaja, noget af det mest overbevisende skuespil jeg endnu har set. Biroller og statister er med glimtvise undtagelser næsten på højde med hende.

Pest over Europa
Er filmen god? Det er ubetinget den mest ubehagelige filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg var fysisk dårlig resten af dagen. Altså må filmen siges at være effektiv. Men give den stjerner kan jeg ikke, for jeg aner ikke, om denne film burde være lavet eller ej. Erik Poppe ønsker at bringe ofrenes historie i fokus i en debat, der ellers konsekvent har været præget af mediernes fetichering af morderen, diskussionen om hans sindstilstand samt politiets reaktionstid. For mig har filmen en eksistensberettigelse hvis og kun hvis dette projekt lykkedes, og det må tiden vise.

Jeg tillader mig måske at være forsigtig optimist – ’Utøya 22.juli’ er så fokuseret på ofrene, at morderen reduceres fra en individualistisk aktør til et symbol på højreradikalisme. Højreradikalisme taget til dens logiske yderste konsekvens: udskillelsen af samfundskroppens parasitter. Men det er den fascistoide ideologi, der udgør kræftknuden. Ikke de omskiftelige befolkningsgrupper, den ser sig sur på.

At fokusere på morderens person er at undlade at tage tyren ved hornene, det er er at underkende højreradikalismens destruktive væsen. Herhjemme er jeg sikker på, at vor egne højreradikale som udgangspunkt besinder sig fra at ty til ekstremer, selv når deres retorik ellers gør det. Men vi skylder hinanden at problematisere de ideer, talemåder og den ikonografi højreradikale er fælles om, når meget tyder på, at folk uden overjeg drages til netop de miljøer.

At højreradikalisme og fascisme myrder, er ikke noget nyt. Det ved vi fra vor samtid såvel som vor historie. Hvis 69 unge idealisters grusomme død skal cementerer noget som helst, bør det være netop det faktum.

Foto: kino.dk